Seismiske undersøgelser skræmmer ikke narhvaler

septembarip 14-at 2006 14:13

Direktør i Råstofdirektoratet, Jørn Skov Nielsen, kalder det for usandsynligt, at olieefterforskningen på østkysten skulle have skræmt narhvalerne væk fra området, sådan som fangerne mener.

- Det anser jeg som meget usandsynligt, men det er rigtigt, at et seismisk selskab samler data øst for Grønland. Men hovedparten af det foregår længere nordpå. Derudover er der indsamlet beskedne mængder øst for Jameson Land, men det er mere end tre uger siden, siger Jørn Skov Nielsen fra Råstofdirektoratet.

Han siger samtidig, at direktoratet gør meget ud af at skåne havmiljøet i forbindelse med seismiske undersøgelser:

- Når vi giver tilladelse til at et seismisk fartøj må indsamle seismiske data i et område, er der en lang række procedurer som de skal overholde, for netop at skåne og advare havpattedyr om de forestående aktiviteter.

Blandt andet skal man anvende en metode, der kaldes en softstart. Det betyder at støjniveauet hæves langsomt, for ikke at skræmme dyr i området.

Jørn Skov Nielsen tilføjer, at et fartøj slet ikke må starte seismiske undersøgelser, hvis de observerer en hval mindre end 500 meter fra skibet.