Politiet om drabssag: Det er så barsk en forbrydelse, at alle skal hjælpe med opklaringen 

Politiets telefoner begyndte at ringe, da navnet på offeret i drabssagen i Ilulissat, blev frigivet. Efterforskningslederen håber på endnu flere henvendelser.
- Der forestår en masse efterforskning stadigvæk. Der er rigtig mange afhøringer, der skal foretages. Der er rigtig mange spor, der skal sammenlignes. Alt fra DNA-spor, til fingeraftryk til fysiske fund, der skal undersøges. Der er et kæmpe puslespil endnu, forklarer efterforskningsleder Jan Lambertsen. Foto © : Kathrine Kruse
14. oktober 2021 16:37

Det har sat yderligere skub i efterforskningen af det formodede drab på en 24-årig mand i Ilulissat, at politiet tirsdag offentliggjorde navnet på offeret

Det fortæller efterforskningsleder Jan Lambertsen. 

- Det var egentlig stoppet med at komme henvendelser, men efter vi frigav navnet, er der kommet flere henvendelser, siger han og fortsætter: 

- Vi har fået nogle henvendelser fra borgere, som har fortalt, at de har set vedkommende på forskellige tidspunkter op til, han blev fundet. Og det er jo meget vigtigt for os. For det er en del af efterforskningen at finde ud af, hvad der er sket op til gerningen. 

LÆS OGSÅ Fremskridt i drabssagen i Ilulissat

To personer er sigtet i sagen, der begyndte lørdag den 2. oktober, da der blev fundet en del af et lig på forbrændingsanlægget i byen.

Senere blev der fundet endnu en ligdel, og det lykkedes herefter politiet at identificere den dræbte.  

Stor bunke spor

Med de nye henvendelser fra borgere håber efterforskningslederen at komme tættere på, hvad der gik forud for forbrydelsen. 

- Vi tager kontakt og laver afhøringer, og så ser vi, om det passer med det billede, vi er ved at stykke sammen af offerets færden op til, vi fandt ligdelene, fortæller Jan Lambertsen. 

LÆS OGSÅ Politimand om drabssag i Ilulissat: Jeg har aldrig set noget lignende

Derudover har politiet en stor bunke spor, de skal have kigget nærmere på. 

- Der forestår en masse efterforskning stadigvæk. Der er rigtig mange afhøringer, der skal foretages. Der er rigtig mange spor, der skal sammenlignes. Alt fra DNA-spor, til fingeraftryk til fysiske fund, der skal undersøges. Der er et kæmpe puslespil endnu, forklarer efterforskningslederen. 

Grov forbrydelse 

Og det puslespil vil politiet fortsat gerne have borgernes hjælp til.

- Det kan godt være, der er nogen, der har nogle iagttagelser, men ikke har tænkt sig at stå frem med det. Det opfordrer vi bare folk til at gøre: Kom nu frem med det. Det her er så groft. Det er så barsk en forbrydelse, at alle skal hjælpe med opklaringen, siger Jan Lambertsen. 

De to sigtede i sagen er henholdsvis en mand og en kvinde.

LÆS OGSÅ Ligdele i Ilulissat: Politiet har fundet dødsårsagen

Manden er sigtet for manddrab og tilbageholdes foreløbigt i fire uger, mens kvinden er sigtet for en form for medvirken. 

Hun blev i første omgang tilbageholdt i 72 timer og blev derefter løsladt igen. 

Politiet kan kontaktes på tlf. 70 14 48.