Workshops giver værktøjer til unge inuit og samer

De to folk har meget tilfælles - særligt sociale skyggesider - men ikke altid redskaberne til at løse dem. Det skal kulturudveksling og konkret rådgivning råde bod på.
Fire dage i sensommeren skal skabe større samhørighed mellem de to oprindelige folk.
Skrevet af Kim Hinrichsen
21. juli 2023 14:35

Et projekt, som i slutningen af august samler en stor flok unge i Nuuk, skal henover tre dage skabe sammenhæng og stærkere samarbejde mellem unge inuit og samer.

Projektet "Naapitta – Let’s Meet!" vil gennem workshops, museumsbesøg og udveksling af kulturer bygge bro mellem to folk, som har mere tilfælles, end de måske lige går og tror.

Det fortæller projektkoordinator i NAPA, Maannguaq Rosing, som er med til at arrangere eventet:

- Vi ønsker at skabe betydningsfulde partnerskaber. Grønlændere har meget tilfælles med Sámi-folket, så derfor håber vi også, at de partnerskaber, som bliver skabt, kan give rigtigt mange muligheder i fremtiden, siger hun.

Skyggesiderne skal frem i solen

Det er særligt skyggesiderne i de to samfund, som samler dem. Det er noget af det, hun håber man kan komme til at tale højt om til samlingen, siger Maannguaq Rosing:

- I den grønlandske og samiske kultur og levemåde har vi meget tilfælles. Vi er jo alle sammen oprindelige folk. Vores rettigheder skal vi selvfølgelig også snakke om og arbejde på. Det håber vi, vi kan med Naapita – Lets Meet!  

Og det, at de to folk har så meget tilfælles, skal gøres til en fordel, så der kan skabes konkrete forandringer, som kan forbedre forholdene for dem begge.

Derfor er der både talks om de temaer, der tynger de to folk, men også rådgivning og workshops, som helt konkret skal hjælpe de unge med at få deres projekter på benene og komme i flyvehøjde, fortæller Maannguaq Rosing:

- Vi skal for eksempel tale om oprindelige folks rettigheder, sociale udfordringer og klima. Men også vejledning i projektstyring. Så vi håber, at nogle af de projekter og partnerskaber, som bliver skabt, bliver indenfor de emner.

Projektet i august er kun begyndelsen på en lang række samarbejder, håber Maannguaq Rosing:

- Jeg håber, at vi forsætter samarbejdet og bliver ved med at dele erfaringer med de unge, som kommer til Nuuk, siger hun.