Verdenssundhedsorganisationen (WHO) er bekymret for smittespredningen af coronavirus og opfordrer til mere overvågning og flere vaccinationer.
- Vi fortsætter med at se bekymrende tendenser for covid-19 forud for vintersæsonen på den nordlige halvkugle, siger WHO's generaldirektør, Tedros Adhanom Ghebreyesus, på et pressemøde onsdag.
Flere lande er stoppet med at overvåge smittespredningen af coronavirus.
Ifølge generaldirektøren er der i dag 43 lande, som deler antallet af coronarelaterede dødsfald med organisationen. Derudover er der 20 lande, som deler deres indlæggelsestal.
Over 190 lande er medlem af WHO.
Organisationen estimerer, at hundredtusindvis af mennesker er indlagt med coronavirus i øjeblikket.
- Dødsfald er stigende i nogle dele af Mellemøsten og Asien, indlæggelser på intensivafdelinger er stigende i Europa, og hospitalsindlæggelser er stigende i flere regioner, lyder det fra Tedros Adhanom Ghebreyesus.
Maria Van Kerkhove, som er WHO's tekniske leder i indsatsen mod covid-19, er særlig bekymret for smittespredning, da vintermånederne nærmer sig.
- Når vi kommer til koldere måneder - i nogle lande - har folk en tendens til at tilbringe mere tid indendørs sammen, og virus, der transmitteres gennem luften som covid, vil drage fordel af det.
I Danmark analyserer Statens Serum Institut (SSI) hver uge spildevandsprøver for at få et indtryk af niveauet af coronasmitte.
Tirsdag eftermiddag oplyste SSI, at den nationale vækstrate, der viser den gennemsnitlige ugentlige vækst over de seneste tre uger, viser en stabilisering i koncentrationen af SARS-CoV-2 i spildvandet.
- Vi har set en stigning i august, men det tyder nu på, at den stigning er aftaget, lød det fra Lasse Vestergaard, der er overlæge hos SSI.