Weekenden står i musikkens tegn

Det bliver en weekend med masser af musik i Aasiaat, Sisimiut og Nuuk. Aasiaat og Nuuk afholder festivaler.
Skrevet af Noah Mølgaard
31. august 2012 08:13

Nipiaa Rock Festivalen i Aasiaat fortsætter i aften, hvor Thornestone, Nanook og Ole Kristiansen spiller. Den populære festival skulle have haft Medina på plakaten imorgen aften, men den danske superstjerne meldte afbud i begyndelsen af august.

Lørdagens program består nu af Nina, Small Time Giants og Uummat.

- Man kan mærke at Aasiaat er i festivalstemning. Der var kraftig norden vind i Diskobugten igår, som forhindrede en del i at komme til Aasiaat. Nu er vinden løjet af, så der er god chance for at en del kommer til Aasiaat i dag, fortæller Peter Olsen fra Nipiaa Rock Festivalen til KNR.

Gruppen 'A Circumpolar Soundscape' spillede i Aasiaat torsdag aften og fik en god modtagelse. De fortsætter deres Grønlands turné til Sisimiut, hvor de skal spille i kulturhuset Taseralik i aften.

De fortsætter rejsen til Nuuk lørdag. Nuuk Festival begynder i aften i multihallen Inussivik. Dida åbner Nuuk festivalen. Gruppen Diva, der består af sangerinderne Lotte, Varna, Tupaarnaq spiller overtager scenen efter Dida. Ilulissat gruppen Disco Bay Blues slutter fredagens program.

Nuuk Festival fortsætter lørdag aften, hvor Kishima med Henrik Høyer Jensen spiller sammen med sin gruppe. De arktiske piger fra 'A Circumpolar Soundscape' kommer også på scenen i Inussivik lørdag aften inden Qarsoq runder Nuuk Festival af.

- Musikprogrammet i Nuuk Festival er en god mix af rock, pop, bluesrock og andre genrer, siger Jens Berthelsen fra Godthåbhallen, der står bag Nuuk Festival.

Rasmus Lyberth gæster også Nuuk i weekenden, hvor han i forbindelse med Hotel Hans Egedes jubilæum giver koncerter til spisende gæster.

Musikteaterforestillingen 'Qullissara' bliver også vist i kulturhuset Katuaq lørdag og søndag.

Så der er ikke færre end 14 grupper, der giver koncert i Aasiaat, Sisimiut og Nuuk i aften og imorgen.