Voldsanmeldelser er steget med næsten 50 procent på et år

Grønlands Politi er bekymret over den voldsomme udvikling og er i dialog med de sociale myndigheder om en koordineret indsats.
Ifølge politiets seneste tal var der i 2020 1394 voldsanmeldelser. Det er en stigning på 49 procent i forhold til året før.
Skrevet af Jens Betak
01. marts 2021 10:16

Grønlands Politi har offentliggjort årsstatistikken for 2020. Den viser en generel stigning af kriminalitet for andet år i træk.

Antallet af gange, hvor borgere har anmeldt en overtrædelse af kriminalloven, er nemlig steget markant i 2020 i forhold til 2019.

LÆS OGSÅ Børnetalsmand og politiet: Vold blandt børn er en bekymrende tendens

Det er især anmeldelser om vold, der trækker statistikken op. Ifølge politiets seneste tal var der sidste år 1394 voldsanmeldelser, og det er en stigning på 49 procent i forhold til året før.

Samtidig er anmeldelser om seksuelle overgreb steget fra 207 til 240.

Ifølge politiet har de modtaget flere anmeldelser om seksuelle overgreb på grund af deres kampagne, ”Anmeld seksuelle overgreb” i 2020. Ikke at der nødvendigvis begås flere end tidligere, skriver politiet.   

Politimester: Yderst bekymrende

Det er især antallet af voldsanmeldelser som bekymrer politiet.

I rapporten "Politiets Årsstatistik" reflekterer politimester Bjørn Tegner Bay over den iøjnefaldende udvikling.

- Personfarlig kriminalitet er stadig en stor udfordring - særligt seksuelle overgreb og vold. Den kriminalitet, som er tilknyttet landets socialt forankrede problemer, er stigende i en grad, der er yderst bekymrende, skriver politimesteren.

LÆS OGSÅ Mand stukket i halsen i Uummannaq: Politihund snuser sig frem til gerningsmanden

Han skriver videre, at langt de fleste voldsepisoder sker natten til lørdag, og at alkohol er involveret i hovedparten af sagerne.

Politiet er i dialog med de sociale myndigheder og andre organisationer om en koordineret indsats.

Samlet set er antallet af anmeldelser i Grønland dobbelt så høj som i Danmark og ni gange højere end på Færøerne.

Politiets årsrapport kan læses her.