Børnetalsmand og politiet: Vold blandt børn er en bekymrende tendens

Både politi og børnetalsmand oplever en stigning i sager, hvor børn udøver vold over for andre børn
Børnetalsmand Aviâja Egede Lynge fra MIO modtager mange henvendelser, der handler om sager, hvor børn overfalder andre børn. Foto © : KNR
19. februar 2021 04:59

Væltet omkuld og sparket mere end femten gange. For halvanden uge siden blev en 14-årig dreng overfaldet på åben gade i Nuuk af en gruppe jævnaldrende unge.

Den voldsomme sag står dog ikke alene. Det fortæller børnetalsmand Aviâja Egede Lynge, der den seneste tid har modtaget et stigende antal henvendelser om børn, der overfalder børn.        

- Det handler blandt andet om, at børn i store flokke udøver vold og truer andre børn med vold. Det er nogle sager, som jeg ser meget alvorligt på, og som ikke kun omhandler Nuuk, men som blandt andet også omhandler Ilulissat og Sydgrønland. Så det er et generelt problem, jeg ser i Grønland lige nu, fortæller Aviâja Egede Lynge og fortsætter: 

- Det er særligt i løbet af den seneste tid, og det er ikke kun ét forældrepar. Det er mange forældre og mange borgere, som er rigtig bekymrede over den her tendens.

Filmer overfald

En tendens, der bekræftes af Grønlands Politi. 

- Vi har bemærket, at vi ser flere grove sager om vold blandt unge i forhold til tidligere. Det er yderligere tydeligt, at unge i højere grad filmer og deler videoer af episoderne på sociale medier. Udover at det er ubehageligt for de forurettede at få delt videoer af voldsepisoder, er det også ulovligt og strafbart, lyder det fra Mikkel Høj Svendsen, der er chef for forebyggelse og analyse hos Grønlands Politi. 

LÆS OGSÅ Medie: To personer sigtet for groft overfald på 14-årig

Han oplyser, at politiet har en forebyggende indsats rettet mod de grønlandske skoler, der blandt andet fokuserer på fornuftig brug af sociale medier.

- Samtidig støtter vi i Grønlands Politi op om et kommende projekt om forebyggelse af vold i de ældste folkeskoleklasser, som hedder ”TASSA!” Projektet bliver udviklet i et partnerskab mellem Foreningen Grønlandske Børn og PiSiu (Det Grønlandske Kriminalpræventive Råd), siger Mikkel Høj Svendsen.

Frustrerede forældre

Blandt de bekymrede forældre er Siumut-politikeren Doris J. Jensen. Som privatperson har hun taget initiativ til et debatmøde for forældre, der blev afholdt i Nuuk i går aftes, torsdag.

- Min nevø var for nylig vidne til et gruppeoverfald på en ven. Han er kun 12 år. Det er meget bekymrende for mig som forælder. Jeg følte, at jeg blev nødt til at gøre noget, fordi det er fuldstændig uacceptabelt.

LÆS OGSÅ Politiet har afsluttet sag om kioskbrand i Kangaatsiaq

Med debatmødet håber Doris J. Jensen at kunne sætte gang i nogle løsninger.

- Det, jeg gerne vil gøre noget ved, er: Hvad kan vi gøre som borgere for at gøre noget med dette problem?

Et råb om hjælp

Børnetalsmand Aviâja Egede Lynge glæder sig over, at forældre tager problemet op. Samtidig peger hun på, at der er behov for en overordnet indsats.

- Det er både myndighederne, fritidshjemmene, det er skolerne, det er forældrene. Det vil sige al det, der ligger rundt omkring børnenes liv er noget, der skal gøres en indsats på.

For der skal tages hånd om børn, der slår, slår hun fast:   

- Når børn udøver psykisk og fysisk vold er det også et råb om hjælp. Det er børn, der har det rigtig, rigtig dårligt. Så det er et meget stærkt symptom på, at der er nogle børn, der har brug for hjælp.