Medie: To personer sigtet for groft overfald på 14-årig

Grønlands Politi oplyser til Sermitsiaq AG, at to personer er sigtet for at have overfaldet en 14-årig dreng i Nuuk mandag aften
Mandag aften blev en 14-årig dreng overfaldet på åben gade i Nuuk. Foto © : KNR
13. februar 2021 12:59

To personer er blevet sigtet for det grove overfald mod en 14-årig dreng i Nuuk, der skete tidligere på ugen. 

Det oplyser presse- og kommunikationsmedarbejder hos Grønlands Politi Fabian Uth Nielsen til Sermitsiaq.AG.

Han fortæller, at politiet har modtaget flere tip om sagen fra borgere. Man har blandt andet modtaget et videoklip fra episoden. 

LÆS OGSÅ 14-årig dreng blev sparket mindst 15 gange på åben gade

Til politiet har den 14-årige dreng forklaret, at han mandag aften kom gående ad Saqqarlernut, da han pludselig blev væltet omkuld af cirka 10 unge, som han ikke kendte i forvejen eller kunne genkende.

Herefter blev han angiveligt sparket i hovedet og på kroppen mindst 15 gange. Skaderne i ansigtet var så slemme, at han efterfølgende måtte på skadestuen. 

Ingen af de sigtede er tilbageholdt i sagen, siger politiet til Sermitsiaq AG.