Vold i fokus på Kvindernes Kampdag

I dag tirsdag den 8. marts fejrer vi kvindernes internationale kampdag. I den forbindelse ønsker naalakkersuisoq for familie, ligestilling og sociale anliggender Martha Lund Olsen at sætte fokus på vold.
Foto © : Namminersorlutik Oqartussat
Skrevet af Simon Uldum -
08. marts 2016 06:34

- Det går rigtig godt for mange kvinder. Flere får uddannelse og arbejde og gør karriere, samtidig med at der er plads til familielivet, siger naalakkersuisoq Martha Lund Olsen i anledning af kvindernes internationale kampdag, og fortsætter:

- Men der er for mange kvinder, der udsættes for vold. Det er et problem, Naalakkersuisut tager alvorligt. Vi har gang i flere målrettede indsatser, bl.a. med vores handlings- og strategiplan mod vold 2014-2017. Vi skal have mere fokus på voldsudøverne. Mandegrupperne gør allerede et stort arbejde, men der er behov for en særlig indsats.

Læs også Kvindernes kampdag - med fokus på mænd

Tilbud med fokus på voldsofre

Der findes allerede en række tilbud, som har fokus på ofrene for vold. I 2015 åbnede Illernit i Qeqertarsuaq, som er et landsdækkende krise- og behandlingscenter.

Illernit tilbyder professionel behandling og støtte til voldsramte kvinder og deres børn i op til et års varighed. Departementet for Familie, Ligestilling og Sociale Anliggender giver også støtte til krise- og familiecentre over hele Grønland.

- 8. marts en god anledning til at sætte fokus på kvinders vilkår i dagens Grønland, slutter Naalakkersuisoq for Familie, Ligestilling og Sociale Anliggender Martha Lund Olsen.