Vivian Motzfeldt forlader Siumut
Efter Siumut valgte at forlade koalitionssamarbejdet fredag, har Vivian Motzfeldt valgt at forlade partiet.
Hun træder ud efter mere end 20 år i partiet.
- For det første ønsker jeg ikke at arbejde på den måde, da politisk arbejde handler om at kunne gøre en forskel, siger Vivian Motzfeldt.
Hun tilføjede også, at hun ikke kunne acceptere, at der ikke var blevet ført forhandlinger i Siumuts Inatsisartut-gruppe.
- I partiets arbejde vælger man naturligvis en hovedbestyrelse, men det vigtigste, jeg vil fremhæve her, er, at Siumuts Inatsisartut-gruppe er valgt af befolkningen, mens hovedbestyrelsen er valgt af medlemmerne. Samarbejdet mellem de folkevalgte og hovedbestyrelsen er blevet meget alvorligt skadet, siger hun.
Vivian Motzfeldt siger også, at det er beklageligt, at sådan noget sker politisk, mens landet stadig er under pres.
Beslutningen var ikke svær
At arbejde og træffe beslutninger på den måde, hvor de folkevalgte bliver tilsidesat, er ikke acceptabelt, og derfor var det ikke svært for hende at beslutte, at hun ikke længere skulle være medlem af partiet.
- Jeg kan ikke se mig selv i de værdier, jeg står for, hvis vi mister indflydelse og bliver skubbet ud på sidelinjen.
- Derfor var beslutningen for mig ikke særlig svær, sagde Vivian Motzfeldt i et interview med KNR.
Hun siger, at hun gennem mange år har arbejdet loyalt for Siumuts mål og værdier, men at det i den nuværende situation ikke er passende for hende at fortsætte arbejdet dér.
Vil fortsætte sit arbejde uanset placering
Selvom Vivian ikke længere er naalakkersuisoq, understreger hun, at hun ikke vil ændre sit arbejde.
- Jeg ser ingen hindringer for at fortsætte med de opgaver, jeg har prioriteret, men som sagt vil jeg bruge mine kræfter dér, hvor de gør størst nytte, siger Vivian Motzfeldt.
Hun tilføjer også, at hun ikke finder det passende at blive i partiet på grund af, at fremgangsmåder og processer ikke er blevet brugt korrekt.
Har besluttet at arbejde som løsgænger
Hun mener, at det ikke er acceptabelt at træffe beslutninger og arbejde hen over hovedet på de folkevalgte.
- Jeg ønsker ikke at se sådanne arbejdsmetoder og vil heller ikke deltage i dem.
Vil du vende tilbage til Siumut?
- Jeg har forladt Siumut, svarede Vivian Motzfeldt, da hun blev spurgt af KNR.
Hun understreger, at hun ikke accepterer den måde, der arbejdes på i Siumut i dag, og derfor vil hun foreløbig fortsætte som løsgænger.
- Indtil videre vil jeg fortsætte mit arbejde som løsgænger. Jeg finder det ikke passende bare at gå ind i andre partier, som allerede har deres egne dagsordener, siger Vivian Motzfeldt.
Du kan høre et længere interview med Vivian Motzfeldt i KNR Radios program Ulluni Makkunani i eftermiddag klokken 16.30.
Siumuts hovedbestyrelse takker Vivian
I forbindelse med at Vivian Motzfeldt har meldt sig ud af Siumut, har Siumuts hovedbestyrelse udsendt en pressemeddelelse med en tak.
- Siumuts hovedbestyrelse ønsker Vivian det allerbedste og takker hende oprigtigt for samarbejdet, både i de lettere og de mere krævende tider, som vi har haft gennem vores fælles politiske arbejde, skriver Siumuts hovedbestyrelse i pressemeddelelsen.
Siumuts hovedbestyrelse skriver endvidere, at de tager hendes udmeldelse af partiet til efterretning og respekterer den.