BILLEDER Villum Research Station indviet uden dronningen

Dronning Margrethe skulle have stået for den officielle åbning af en af verdens nordligste, mest moderne og veludstyrede forskningsstationer.
Skrevet af Camilla Dam
10. juli 2015 14:10

Men 900 km fra Nordpolen ville vejret det anderledes, da Villum Fonden og Aarhus Universitet var vært for åbningshøjtideligheden, som skulle have været forestået af både Hendes Majestæt Dronningen og formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen.

Fakta: Villum Research Station

  • Placeret på Station Nord
  • Skal beskæftige sig med klimaforskning
  • Har plads til 14 forskere ad gangen
  • Har køretøjer og mobile laboratorier
  • Forskerne kan studere forhold i jorden, i isen, i vandet og i luften
  • Drives af Århus Universitet
  • Etableringen har kostet 70,5 mio. kr., som er betalt af Villum Fonden

I stedet indviede bestyrelsesformand for Villum Fonden, Jens V. Kann-Rasmussen, Villum Research Station, som allerede er en succes.

Klimaforskere fra hele verden har allerede booket flere end 1.700 overnatninger til stor glæde for professor og forskningsdirektør ved Villum Research Station, Henrik Skov.

Han takkede både Villum Fonden, Selvstyret og Forsvaret for deres bidrag til, at forskningsstationen er blevet realiseret. Men Henrik Skov mindede også om, hvorfor Villum Research Station er så væsentlig.

- Vi forventer, at temperaturen vil stige dobbelt så hurtigt her i Arktis som i resten af verden, og i Nordøstgrønland helt op til ni grader.

- Vi ved ikke, hvordan så dramatiske temperaturændringer vil påvirke jordens store kredsløb. Potentielt kan det give os nogle grimme overraskelser, f.eks. gennem stor frigivelse af drivhusgassen metan, når permafrosten begynder at smelte, siger professor Henrik Skov ifølge Aarhus Universitets hjemmeside.

Villum Fonden har i alt doneret 70,5 mio. kr. til etablering af bygninger, laboratorier og feltmateriale, der bl.a. omfatter mobile laboratorier, droner, landbaserede fjernsensorer, snescootere m.m.

Grønlands Naturinstitut og Selvstyret får overdraget bygningerne, mens Aarhus Universitet driver forskningen på Villum Research Station.

Billedtekster:

  1.  Deltagerne fra VILLUM FONDEN og Aarhus Universitet ved indvielsen den 8. juli på Station Nord. Fra venstre ses: Bygningschef Bent Lorentzen, ST Aarhus Universitet; dekan, ST Aarhus Universitet Niels Chr. Nielsen; institutleder, Institut for Miljøvidenskab, ST, Aarhus Universitet Carsten Suhr Jacobsen; bestyrelsesformand for VILLUM FONDEN Jens Kann-Rasmussen; forskningsdirektør VRS, Aarhus Universitet Henrik Skov; centerleder, Arctic Research Center, Aarhus Universitet Søren Rysgaard; (siddende)filmproducer Martin Breum; direktør for VILLUM FONDEN, Lars Hansen; (siddende) filmfotograf Jakob Gottschau og kommunikations- og pressechef, Aarhus Universitet Anders Correll.
  2. Tågen havde lagt sig over Station Nord.  
  3. Landingsbanen ved Station Nord.
  4. Bestyrelsesformand for VILLUM FONDEN, Jens V. Kann-Rasmussen, foran en af de nye bygninger til Villum Research Station.
  5. Dekan Niels Christian Nielsen byder velkommen til indvielsen af Villum Research Station.
  6.  Bestyrelsesformand for VILLUM FONDEN, Jens V. Kann-Rasmussen, afslørede det officielle indvielsesskilt, da Hendes Majestæt Dronningen og Formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, blev forhindret i at deltage pga. af tæt tåge over Station Nord.
  7. Professor og forskningsdirektør ved Villum Research Station, Henrik Skov, takkede VILLUM FONDEN for den flotte bevilling, og Grønlands Selvstyre og Forsvaret for det unikke samarbejde med tilblivelsen af Villum Research Station.
  8. En glad og tilfreds forskningsdirektør ved Villum Research Station.
  9. Bestyrelsesformand for VILLUM FONDEN, Jens V. Kann-Rasmussen, forærede forskningsstationen et foto af sin farfar, Villum Kann-Rasmussen, der i 1933 var motorbådsfører på Lauge Kochs treårsekspedition til Grønland.
  10. (Foto fra tidligere) Der måles temperatur og saltindhold fra havisens underside ned til havbunden med en såkaldt CTD ved Villum Research Station.
  11. (Foto fra tidligere) Der måles temperatur og saltindhold fra havisens underside ned til havbunden med en såkaldt CTD ved Villum Research Station.