Vil fjerne uddannelsesstøtte til forberedelseskurser

Naalakkersuisoq for Uddannelse, Palle Christiansen, vil nedlægge Piareersarfiks forberedelseskurser til erhvervsuddannelserne og til GU og samtidig fjerne uddannelsesstøtten til disse forløb.
22. maj 2012 07:51

I stedet skal opkvalificeringen til erhvervsuddannelsen ske samtidig med eleven går på det 1-årige grundforløb på en branche- eller erhvervsskole.

- På den måde spilder eleven ikke længere tid med opkvalificering inden uddannelsen, tværtimod kan opkvalificeringen målrettes uddannelsen, der opkvalificeres til, skriver Palle Christiansen i sin uddannelsesstrategi, som han fremlægger for Inatsisartut i eftermiddag.

Hvad angår opkvalificering til GU skal den ske på aftenskole eller lignende, foreslår han.

Og muligheden for uddannelsesstøtten til forløbene forsvinder dermed også og medfører en millionbesparelse, står der i strategien.

Piareersarfik skal i stedet koncentrere sig om at give mere vejledning og lave handlingsplaner for den enkelte elev.

Men Palle Christiansens idéer huer ikke formanden for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget i Kommune Kujalleq, Kalistat Lund. At nedlægge GU-forberedelsesforløbet betyder færre i uddannelse, mener han:

- Forslaget vil gøre det endnu vanskeligere for unge fra yderområderne at få en uddannelse. Det vil blive svært for ikke at sige umuligt overhovedet at samle hold til fritidsundervisning i de fag, man mangler, lyder det fra Kalistat Lund.

På Piareersarfik-centrene i Kommune Kujalleq er 9 ud af 13 elever i klassen, der forberedte sig til GU i 2010-11, begyndt på GU, oplyser han.

Og at afskaffe AEU-forløbene, der kvalificerer til erhvervsuddannelserne, munder ud i større frafald, forudser han:

- Dette forslag vil resultere i længere skoleforløb på brancheskolerne, hvilket meget nemt kan resultere i større frafald, idet erfaringerne netop viser, at frafaldet på erhvervsuddannelserne ofte skyldes, at det er svært at være lang tid væk fra familien.

I Kommune Kujalleq har 54 elever i 2010-11 afsluttet AEU-forløbet. 21 af dem er videre i uddannelse, og flere af dem søger optagelse på uddannelse i år, lyder det.

Ifølge Naalakkersuist kommer cirka 50 procent af en ungdomsårgang ikke videre i uddannelsessystemet efter folkeskolen. Det tal skal ned under 5 procent i 2025, er Naalakkersuisuts ambition.

Piareersarfik findes i dag i alle større byer samt i en enkelt bygd.