Beboere i Qeqertarsuaq om Arktisk Station: - Vi vil gerne inddrages mere

Benedikte Jensen bor i Qeqertarsuaq og er meget aktiv i at passe godt på miljøet. Hvert forår går hun for eksempel ud og samler skrald, når sneen smelter.

- Affald er skidt for dyrelivet og vegetationen, siger hun.

Med baggrund i sin interesse for naturen ville hun ønske, at der kom mere samarbejde mellem byens indbyggere og Arktisk Station.

Stationen ligger en kilometer udenfor Qeqertarsuaq og har siden 1906 huset forskere, hvoraf omkring halvdelen kommer fra Danmark, mens resten er fra udlandet. 

Foto © : Ulla Abildtrup

Forskerne indsamler oplysninger om naturen i Qeqertarsuaq og havet omkring øen. Blandt andet for at få større forståelse for klimaforandringerne.

- Vi har mange unge i byen, som bare tuller rundt i deres fritid. Det ville være godt, hvis de kunne få interesse for naturen og dyrelivet gennem beskæftigelse på stationen, siger Benedikte Jensen.

Konkret foreslår hun, at de ældste elever på skolen kan komme i erhvervspraktik på forskningsstationen. En anden ide er, at nogle af byens unge kunne blive assistenter for forskerne, der kommer flyvende fra alverdens lande.

- Vi ser unge danskere, der kommer flyvende herop og hjælper forskerne. Det kan vores unge også lære at gøre.

Stationens leder gennem de seneste tre år, Kirsten Seestern Christoffersen, er professor ved Biologisk Institut på Københavns Universitet, og hun vil gerne åbne dørene mere for Arktisk Station.

- Vi har talt med skolen i Qeqertarsuaq flere gange om et samarbejde og fortsætter drøftelserne. Arktisk Station er først og fremmest en arbejdsplads for forskere, og arbejdet er meget sæsonbestemt, så vi skal finde en samarbejdsmodel, der giver mening for begge parter, siger hun.

Lokale står bjørnevagt

Arktisk Station har tre fastansatte fra lokalområdet og inddrager jævnligt flere i tidsbegrænsede opgaver. En borger indsamler for eksempel skrald fra flere strande for at registrere mængden af plastic. Andre hjælper med logistik, når forskerne skal have udstyr med ud i felten, eller er bjørnevagt om vinteren, mens forskerne tager prøver.

Alligevel er Benedikte Jensen ikke alene om at mene, at lokalbefolkningen kunne inddrages mere. Flere, som ønsker at optræde anonymt, siger, at forskerne ’bare kommer og tager’ uden at give ret meget tilbage til Qeqertarsuaq.

Paninnguaq Boassen er ph.d.-studerende ved Institut for Kultur, Sprog & Historie på Afdeling for Kultur- & Samfundshistorie ved Ilisimatusarfik og opholdt sig i foråret på Arktisk Station. Hun genkender noget af kritikken.

- Der er en distance til de lokale borgere, men der er også velvillighed og nysgerrighed i forhold til mere engagement og vidensdeling mellem borgere og Arktisk Station, fra både de lokale og stationens personales side, siger hun.

- Som studerende fra Ilisimatusarfik har jeg altid følt mig velkommen på Arktisk Station og fået meget støtte fra personalet i forbindelse med min undersøgelse af, hvordan forskning i Kalaallit Nunaat gavner grønlændere.

Gymnasieelever på besøg

Grønland har meget få naturfagsstuderende, påpeger Thomas Friborg, professor ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Geografi, Københavns Universitet, som en af forklaringerne på, at der ikke er flere grønlandske forskere på Arktisk Station.

- Der er lige etableret et biologisk institut ved det grønlandske universitet, men der er for eksempel ingen geografi-uddannelse, siger professoren, der i foråret blev formand for bestyrelsen bag Arktisk Station.

- Til gengæld samarbejder vi tæt med Grønlands Naturinstitut og Asiaq - Greenland Survey - om at indsamle data for eksempel om udviklingen i gletsjerne.

Stationen vil gerne bidrage til, at flere unge grønlændere får interesse for naturfag. Næsten hver sommer er elever fra gymnasiet i Aassiaat på feltkursus på stationen, og i år fik 25 gymnasieelever fra Danmark, Grønland og Færøerne som noget helt usædvanligt lov til at overnatte på stationen som del af ASIMI science camp.

- Normalt er Arktisk Station fuldt besat om sommeren med forskere og studerende, men vi havde tilfældigvis ledig kapacitet i den uge. Men det er ikke noget, jeg tror, kommer til at gentage sig om sommeren. Derimod har vi ofte kapacitet i eksempelvis september til lidt større grupper,” siger stationsleder Kirsten Seestern Christoffersen. 

Hun peger også på ’forskerspirerkurser’ og kurser for gymnasielærere fra Grønland, som stationen afholdt for mere end 20 år siden. Måske kan de blive genoptaget, men det kræver mange penge.

Lokalbefolkningens interesse for stationen er dog ikke til at tage fejl af. De sidste to kulturnætter har ikke færre end 100 af byens henved 800 indbyggere lagt vejen forbi Arktisk Station. 

- Meget af vores forskning har direkte interesse for Qeqertarsuaqs borgere. Det gælder for eksempel vores bidrag til undersøgelser af plastikforurening og min egen forskning i liv under isen i søerne på Disko, siger Kirsten Seestern Christoffersen.

- Men det gælder også forskning i hvalernes liv og kommunikationsformer og gletsjerudviklingen, hvor vi tydeligt ser, at gletsjeren ovenfor byen trækker sig tilbage på grund af højere temperaturer, siger hun.