Vi skal tage hånd om de unge

Her på KNR har vi gennem længere tid haft fokus på den store gruppe unge mennesker, der har så store problemer med at indordne sig under samfundets normer, at man har været nødsaget til at sende dem på institutioner i Danmark. Simpelt hen fordi Grønland ikke har institutioner, der kan rumme de unge mennesker.
Skrevet af Peter Troelsen
26. oktober 2012 13:02

Det har fået Inatsisartuts familie- og sundhedsudvalg til at kræve handling fra naalakkersuisut. Udvalget har i en henvendelse til naalakkersuisut bedt om igangssættelse af konkrete handlinger og tiltag, der skal sikre, at børn og unge samt deres forældre kommer med i udviklingen, sådan at de bliver det bærende element i vores samfundsudvikling.

-Vi skal ganske enkelt have mere fokus på dette område. Det er af stor vigtighed, at vi kommer den slags problemer til livs, og jeg kan ikke fortælle dig, hvor problemet er opstået, eller hvem der har skylden i den situation. Det er heller ikke vigitgt, det er vigtigt, at vi får sat stort fokus på den situation og arbejder knaldhårdt for, at den ikke eskalerer. Tværtimod skal vi knokle for, at vi ikke får den slags problemer i fremtiden, siger Olga P. Berthelsen (IA), der er formand for familie- og sundhedsudvalget, i et interview med knr.gl.

Udvalget ønsker indflydelse på problemstillingen, der i øjeblikket belyses i det arbejde, der foregår på området. Der vil til næste år blive fremlagt et forslag til en reform af børne- og ungeforordringen, og det er i det arbejde Olga P. Berthelsen mener, udvalget kan gøre en forskel.

-I de senere år har der været lavet mange undersøgelser på børne- og ungeområdet. Institutionerne har været under lup og det samme har området for plejefamilier. I de undersøgelser ligger der en lang række gode forslag til, hvordan man kan gøre det endnu bedre, og dem skal vi som politikere lytte til. Kombineret med de tiltag, der allerede er på området, så som tidlig indsats for gravide i risikograuppen, kan vi af den vej sørge for at landets ungdom bliver bærende elementer i samfundets udvikling, mener Olga P. Berthelsen.

Et af de springende punkter i forhold til anbringelse af grønlandske unge i Danmark har været den store mangel på kvalificeret personale til at tage sig at de utilpassede unge. En forstander mener, at lønnen er meget afgørende, og foreslår, at man giver pædagogerne på landets døgninstitutioner en løn, der modsvarer det arbejde, de laver. Et forslag er underligt nok ikke faldt i god jord hos formanden for pædagogernes fagforening PIP Kaliina Skifte.

-Jeg vil ikke som politiker blande mig i, hvem der skal have mere i løn, det er ikke mit arbejde. Jeg vil dog gerne sige, at jeg slet, slet ikke forstår Kaliina Skiftes indstilling til det at forhandle løn til hendes medlemmer. Det må være enhver fagforeningsformands pligt at sørge for så høj så mulig en løn til deres medllemmer. Der skal ikke tages hensyn til andet end medlemmernes tarv, og jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvorfor Kaliina Skifte siger, som hun siger, fortæller Olga P. Berthelsen.