Sugisaq får ny formand: Vi mangler i høj grad politisk opbakning

Den nye formand for Sugisaq, en forening for pårørende til psykisk syge og handicappede, bliver Cecilie Marie Hardenberg. Hun vil kæmpe for større politisk opmærksomhed.
Til generalforsamlingen fik Sugisaq også ny bestyrelse. Foto © : Sugisaq
21. marts 2023 13:34

Efter 19 år på posten som formand for Sugisaq, en forening for pårørende til psykisk syge og handicappede, træder Esekias Therkelsen nu af.

I stedet overtager næstformand Cecilie Marie Hardenberg formandsposten.

Igennem de 19 år, Esekias Therkelsen har været formand, er foreningen vokset sig større med hjælp fra økonomisk støtte.

Men den politiske prioritering halter efter, mener Esekias Therkelsen.

- Når jeg ser tilbage, vil jeg mene, at der har været meget stor interesse om psykisk sygdom og Suisaq omkring valgene til Inatsisartut og kommuner, men derudover har der været meget lidt interesse til vores forening, siger han.

Det er en kritik, Sugisaqs nye formand Cecilie Marie Hardenberg er enig i.

- Vi mangler i høj grad politisk opbakning. Det er ikke få mennesker, der har psykisk lidelse og handicap i Grønland, men det er et område, som tit bliver overset, siger hun.

Et nemt offer

Cecilie Marie Hardenberg har psykisk sygdom tæt inde på livet, da flere af hendes tætte familiemedlemmer er ramt af psykisk sygdom, ligesom hun selv lever med ptsd og bipolarlidelse.

Og ifølge hende er psykisk sygdom og handicap stadig et stort tabu i det grønlandske samfund.

- Vi ser tit, især på sociale medier, hvis nogle opfører sig lidt anderledes end de andre, så bliver man meget nemt et offer. Man bliver meget nemt mobbet. Med politisk opbakning kan vi gøre en forskel, siger hun.

Sugisaq har netop færdiggjort foreningens nye strategi fra 2023 til 2027.

Her er førsteprioriteten at tilbyde hjælp til pårørende for uden hjælp og støtte, er pårørende selv udsatte for at blive nedslidte og syge, siger foreningens nye formand.

- Det bedste, Sugisaq kan gøre for pårørende, er at hjælpe dem til at hjælpe sig selv. Derfor har vi lavet støttegrupper, hvor de kan komme og blive aflastet. Og når den pårørende bliver inddraget og får støtte, bliver den syge hurtigere rask, siger Cecilie Marie Hardenberg.