- Jeg sidder på ottende år og ser det samme problem, og vi går ud og siger det samme igen og igen. Det er så alvorligt et problem, at vi bliver nødt til at erkende, at kommunerne ikke kan løfte den her opgave i forhold til at følge lovgivningen og børnekonventionen.

Sådan siger børnetalsmanden i MIO Aviâja Egede Lynge om den manglende dokumentation i anbringelsessager i landets kommuner, som betyder at der heller ikke kan laves handlingsplaner for børnene.

- Det er et generelt problem, og det er noget, vi har set i mange år. Det er lovpligtigt, at barnet skal have en handlingsplan. Vi har talt om det her i rigtigt, rigtigt mange år. Alt for mange år. Og vi ved, hvilken konsekvens, det har for børnenes liv, siger hun.

Hos MIO tager de imod mange klager fra borgere, som ikke føler sig retfærdigt behandlet af kommunerne i børnesager. Og i 2023 har det nærmest udelukkende været anbringelsessager, hvor der manglede skriftlige afgørelser, som er landet på deres skrivebord.

Og det er et stort problem ifølge Aviâja Egede Lynge. Langt større end de enkelte sager og den manglende skriftlighed. Udover det er brud på både loven og børnekonventionen, så er det mest af alt et svigt af børnene:

-Det her handler ikke bare om papir, kommuner, uddannelser eller ressourcer. Det handler om børns liv, og det handler om Grønlands fremtid. Alle de år hvor vi har kørt i ring betyder også, at det er børnenes – alles fremtid – vi svigter lige nu, siger Aviâja Egede Lynge og forsætter:

- Det er generationer, vi taber. Så står vi igen med de børn, som er svigtet i dag, som så kommer til at svigte deres børn. Sådan kan vi så blive ved. Så jeg tror, man er nødt til at kaste håndklædet i ringen og erkende, at man er nødt til at prøve noget helt nyt.

Selvstyret må tage styringen

Hun understreger, at det er på tide, at kommunerne indser, at de ikke selv kan løfte opgaven. I stedet foreslår hun, at man fra Selvstyrets side tager ansvaret og giver kommunerne den hjælp, de har brug for:

- En mulighed kunne være, at man oprettede en specialiseret enhed eller et center, som kan løfte de her opgaver. Som ikke er kommuneafhængig. Sådan et samarbejde kunne man måske lave gennem Selvstyret.

Det kræver dog først og fremmest, at politikerne tager ansvaret på sig i første omgang og en gang for alle indser, at man ikke løser problemerne med hurtige løsninger, men at det er det lange, seje træk, som skal til:

- Jeg savner faktisk nogle politikere, som tør have et mod til at erkende det her. Som kan gå udover deres politiske dagligdag. Om man nu er kollision eller ej. Hvem der vinder valget. Jeg savner, at det begynder at handle om det, det handler om. At vi svigter børnene. Det handler faktisk om vores allesammens fremtid.