Præsident om Birna-sag: Vi håbede og frygtede sammen

Den unge kvindes forsvinden førte til en af de største eftersøgninger i islandsk historie. Et stort antal frivillige frivillige deltog i eftersøgningen og drabet påvirkede store dele af den islandske befolkning.
04. januar 2018 13:09

Den islandske præsident begyndte sin nytårstale med at tale om Birna Brjánsdóttir, der blev myrdet i 2017.

Det skriver netmediet, Icelandreview.com.

Den 20-årige islandske kvinde Birna Brjánsdóttir forsvandt i midten af januar sidste år og blev fundet dræbt en uge senere.

Og det var netop det store arbejde fra SAR-beredskabet og befolkningen, den islandske præsident, Guðni T. Jóhannesson, anerkendte i sin nytårstale.

Præsidenten bemærkede også, at tragedien samlede nationen.

- Vi håbede sammen, søgte sammen, frygtede sammen og mange bad sammen, sagde Guðni T. Jóhannesson.

LÆS OGSÅ Birna-sagen har været usædvanlig på flere måder

Kort efter Birna Brjánsdóttirs forsvinden blev den grønlandske mand Thomas Møller Olsen anholdt og mistænkt for drabet på den unge kvinde. I september blev han idømt 19 års fængsel for drab og narkosmugling.

Sagens anklager vicestatsadvokat Kolbrún Benediktsdóttir udtalte efter sagen, at der var tale om en helt usædvanlig sag i islandsk sammenhæng.

- Jeg kan ikke huske en anden sag, hvor der er en pige ude i byen, som ikke kom hjem eller en sag med sådanne tilfældigheder, som det ser ud til, der har været her, siger hun.

Sagen fik også stor opmærksomhed i verdenspressen, men især hæftede anklageren sig også ved, at den har påvirket mange islændinge.

- I begyndelsen blev det efterforsket som en forsvundet pige, og alle har været ude at søge efter hende - så næsten alle islændinge har været involveret i sagen fra begyndelsen, siger Kolbrún Benediktsdóttir.

Thomas Møller Olsen har anket dommen, der efter planen skal for landsretten i Island i år.

LÆS OGSÅ 19 års fængsel for drab på Birna og narko

LÆS OGSÅ Anklager tilfreds med historisk hård dom i Birna-sagen