Siumut har intet skriftligt forsvarsudspil: Vi er ikke så langt fra IA

Siumut har ikke et konkret forsvarsudspil på papiret. Men koalitionspartiet har givet Naalakkersuisut en mundtlig fremlæggelse af deres ønsker til et kommende forsvarsforlig.
Doris J. Jensen
Siumuts medlem i Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg, Doris Jensen, siger, at Siumut er godt forberedte, selvom de ikke har en konkret forsvarsudspil på papiret. Foto © : KNR/Johansinnguaq Olsen
26. maj 2023 07:30

Siumut har givet en mundtlig fremlæggelse af, hvad Siumut ønsker at have med i det kommende forsvarsforlig for Kongeriget. Det fortæller medlem af Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg, Doris Jensen fra Siumut.

- Vi er kommet med vores vigtigste bud, siger Doris Jensen til KNR.

Hvad Siumuts bud helt konkret er, vides dog ikke. For partiet har ikke udarbejdet et skriftligt forsvarsudspil, som deres koalitionspartner Inuit Ataqatigiit ellers har gjort.

- Man kan læse vores mål for forsvars- og redningstjeneste på vores hjemmeside, siger Doris Jensen og refererer til Siumuts målsætninger for Forsvar- og Redningstjeneste, der sidst blev opdateret i april sidste år.

- Grønland ligger i centrum af Arktis, og derfor skal Grønland overtage overvågningen om Arktis' grænser. Vi har sagt, at forsvarsuddannelserne skal udvikles. Vi vil også gerne have, at Naalakkersuisut skal deltage i NATO. Vi vil have, at cybersikkerheden skal øges. Det er meget vigtigt i øjeblikket, hvor der er krig i Ukraine, siger Doris Jensen.

Der nævnes intet om cybersikkerhed under Siumuts målsætning for Forsvar- og Redningstjeneste.

Doris Jensen kan dog afsløre, at Siumut enige med meget af det, IA præsenterer i deres forsvarsudspil.

Vigtige forhandlinger

Onsdag gik IA enegang fra Naalakkersuisut og fremsatte sine ønsker til de kommende forhandlinger for et nyt forsvarsforlig.

IA's folketingsmedlem Aaja Chemnitz kalder forhandlingerne for historiske, eftersom de grønlandske og færøske folketingsmedlemmer også er inviteret til forhandlingsbordet.

Derudover vil den danske regering forhandle med Naalakkersuisut og den færøske regering.

For hende er det vigtigt, at Grønland er godt forberedt, når forhandlingerne for alvor går i gang til sommer, da hun ser det som en god mulighed for Grønland at bidrage med sine ønsker.

- Før i tiden har man været for utydelig omkring sin politik. Der har været nærmest et blankt papir fra Naalakkersuisuts side, når man er gået til nogle af de her forhandlinger med forsvarsministeren, siger Aaja Chemnitz til KNR.

Den fungerende forsvarsminister i Danmark, Troels Lund Poulsen fra Venstre,  har tidligere meldt ud, at Forsvarets opgaver i Arktis og Nordatlanten vil være en topprioritet i forhandlingerne.

Naalakkersuisut har foreløbig ikke villet oplyse sine ønsker til forhandlingerne.

Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender, Erhverv og Handel, Vivian Motzfeldt fra Siumut, skriver i en pressemeddelelse, at Naalakkersuisut har afleveret sine ønsker til regeringen. Derudover understreger hun:

- Partier med repræsentation i Folketinget har mulighed for at forhandle direkte med regeringen som enkeltstående partier for deres egne mærkesager. Det kan Inuit Ataqatigiit og det kan Siumut, som begge har repræsentation i Folketinget.

- Jeg er i god løbende kontakt med den fungerende danske forsvarsminister Troels Lund Poulsen. Og der bliver ikke nogen forsvarsforligsaftale relateret til Arktis og Grønland, med mindre at Naalakkersuisut er med. 

Naalakkersuisut forventer at forhandle om forsvarsforligets detaljer efter sommer.

Forsvarsministeren vil præsentere Danmarks forsvarsudspil 30. maj.