Verdenspremiere satte gang i hele følelsesregisteret
- Min krop ryster på grund af de mange følelser, jeg står med lige nu. Det føles ubehageligt, siger Cecilie Geisler.
Det er kort efter, hun har set rulleteksterne tone frem på det store lærred i kulturhuset Katuaq i Nuuk.
Hun har lige, sammen med en næsten fuld biografsal, været vidne til verdenspremieren på filmen Kalak, der er baseret på Kim Leines selvbiografi af samme navn.
Og alvoren i filmen er ikke til at overse, når man kigger rundt på de fremmødtes ansigter, da de kommer ud af biografen.
Nogle er tomme i blikket, andre fejrer, at filmen nu har haft premiere, og at publikum tog imod den med et afsluttende rungende bifald i salen. Men småsnakken rundt i krogene afslører, at størstedelen synes, filmen var flot, fantastisk, barsk. Og så er der nogen, der slet ikke kan sige noget endnu.
- Jeg ved det ikke, jeg ved det simpelthen ikke, siger Minik Møller om filmen, da han træder ud i lyset i forhallen, der virker skarpt efter godt to timer i mørket. Han har netop været til sin første verdenspremiere nogensinde, men han kan ikke finde ord:
- Den er stærk, den viser nogle tabuer, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det, siger han helt stille, men tydeligt eftertænksom.
Uforklarlig stemning
Der hersker en helt anden stemning i forhallen efter filmen end blot et par timer forinden, hvor det var en spænding og en forventning. En forventning, der var svær at sætte ord på, men den fyldte rundt om de små høje borde og i den lange kø til kiosken i kulturhuset.
Og selvom de fleste godt vidste hvilken historie, der blev fortalt på det store lærred, hang de tunge følelser tydeligt i luften efter filmen.
- Uro. Der var trigger-scener i filmen, som de også advarede imod inden, og derfor har jeg uro i kroppen, filmen triggede noget i mig.
- Jeg var alle følelser igennem under filmen, men mest af alt synes jeg, det er en barsk fortælling. Så det er de tunge følelser, der fylder nu, siger Aviaja Heuser med tårer i øjnene, imens hun lægger hånden tungt på brystet.
Hun undskylder, at hun stadig - omkring en halv time efter filmen er slut - er tydeligt berørt.
Fælles for alle dem, KNR snakker med inden filmen, er, at de forventer en hård film, der skildrer nogle barske realiteter.
Et glimt af sandheden
Så tilbage til advarslen om de barske scener.
Inden filmen går i gang, fylder den velkendte lyd af raslen med slikposer, dåser, der bliver åbnet og popcorn, der knaser mellem tænderne og svinder i mængden i det store papbæger. Op på scenen træder to bærende kræfter bag filmen. Co-produceren Pipaluk K. Jørgensen og producer Emile Hertling Péronard.
- Der er nogle scener i filmen, der kan være hårde at se. Det kan trigge noget i nogen, og så det er okay at forlade salen under filmen, lyder opfordringen, inden Kim Leine får ordet
- Filmen her er min historie. Mit møde med Grønland og mine op- og nedture. Den skildrer min virkelighed, men jeg håber, den vækker noget i jer også, siger han.
Og at dømme ud fra reaktionerne efter filmen, og den stille snak, der til at starte med nærmest er en hvisken, så har han sammen med holdet bag fanget et glimt af sandheden.
