Venstre får ordfører for Arktis

Kristian Jensen får igen et ordførerskab for Venstre.
Kristian  Jensen meddelte i august sit farvel som næstformand i Venstre. Nu skal han være ordfører for Arktis. Foto © : Scanpix
Skrevet af Ritzau
20. december 2019 10:38

Efter en turbulent sommer, hvor Kristian Jensen gik af som V-næstformand, ønskede han ikke ordførerskaber i partiet. Men nu skal han være ordfører for Arktis. 

Han erstatter Marcus Knuth, der i sidste måned skiftede til De Konservative. Desuden bliver Kristian Jensen ny formand i Udenrigsudvalget. Også her erstatter Kristian Jensen sin tidligere partifælle Knuth.

Venstres nye Grønlandsordfører er den 35-årige Christoffer Melson, der kom i Folketinget ved valget i juni i år, skriver Altinget. 

Kristian Jensen meddelte i august sit farvel som næstformand efter intern splittelse i Venstre. På samme tidspunkt gik Lars Løkke Rasmussen af som Venstres formand.

Efterfølgende blev Jakob Ellemann-Jensen valgt som ny Venstre-formand, mens Inger Støjberg erstattede Jensen som næstformand.

LÆS OGSÅ Venstres grønlandsordfører skifter parti

Da Venstre efter den hektiske sommer skulle uddele ordførerskaber i folketingsgruppen, var der ingen til Jensen.

- Kristian Jensen har ikke ønsket nogen politiske ordførerskaber, men en mere fri rolle, sagde Ellemann-Jensen om sagen i september.

Selv sagde Kristian Jensen dengang:

- Jeg har bedt om at få luft. Jeg har ingen interesse i at sidde i et tungt ordførerskab, hvor jeg skal sidde i udvalg ugentligt.

Han tilføjede dog, at han ikke så noget problem i, at han på et senere tidspunkt kunne få ordførerskaber igen.