Vejrballon skabte bekymringer
Flere borgere i både Ilulissat og Nuuk har det seneste døgn kastet et bekymret blik på himlen.
Over dem har de nemlig fået øje på en stor hvid cirkel, der langsomt har bevæget sig hen over vores land.
Det oplyser Grønlands Politi, der har modtaget flere anmeldelser fra borgere i begge byer omkring det uidentificerede flyvende objekt.
Men der er en ganske ufarlig – og ikke særlig mystisk - forklaring.
Der er nemlig tale om en kæmpestor vejrballon fra det amerikanske rumagentur NASA.
Ballonen har et volumen på hele 970.000 kubikmeter. Det svarer til cirka 29.400 20-fods-containere. Under den hænger et solobservatorium, der blandt andet er udstyret med det største solteleskop, der nogensinde har forladt jorden.
Den enorme ballon blev sendt op fra Esrange Space Center i Nordsverige for tre dage siden. Derfra har den bevæget sig mod vest, først over Island og senest altså også over Grønland.
Ballonen flyver i en højde på cirka 37.000 meter, og har derfor været synlig fra flere byer undervejs.
Du kan følge ballonens rejse her.