Valgstederne er lukket: Erdogans fremtid som præsident afgøres nu

Stemmerne til den afgørende anden runde til det tyrkiske præsidentvalg er afgivet og bliver talt op.
I anden runde af det tyrkiske præsidentvalg er der kun to kandidater på sedlen. Landets præsident siden 2014, Recep Tayyip Erdogan, og oppositionens spidskandidat, Kemal Kilicdaroglu. - Foto: Adem Altan/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
28. maj 2023 12:10

Den tyrkiske befolkning har afgivet deres stemmer til søndagens afgørende præsidentvalg, og stemmeoptællingen er i fuld gang.

De tyrkiske medier har sendeforbud og må ikke bringe valgresultater før klokken 16 grønlandsk tid. Sendeforbuddet kan dog godt blive ophævet tidligere af landets øverste valgmyndighed, YSK.

Opgøret er mellem Tyrkiets præsident siden 2014, Recep Tayyip Erdogan fra det konservative parti AKP, og oppositionens kandidat, Kemal Kilicdaroglu, fra centrum-venstrepartiet CHP.

Valget er gået videre til anden runde, fordi ingen af kandidaterne havde et absolut flertal - altså over 50 procent af stemmerne - i første runde, der blev afholdt for 14 dage siden.

I første runde fik Erdogan 49,52 procent af stemmerne, og Kemal Kilicdaroglu fik 44,88 procent.

Der var en tredje præsidentkandidat i første runde - nemlig den ultranationalistiske Sinan Ogan. Han fik over fem procent af stemmerne og er blevet kaldt kongemager, fordi hans vælgeres stemmer kan være med til at afgøre valgets anden runde.

Sinan Ogan har sidenhen støttet og peget på Erdogan. Men det er blevet diskuteret, om Ogans vælgere reelt følger ham, eller om der blot er tale om proteststemmer, som hverken vil stemme på Erdogan eller Kilicdaroglu.

Søndagens præsidentvalg har stor historisk betydning for tyrkerne og politikerne. Det er nemlig 100 år siden, at Tyrkiets første præsident og landsfader, Mustafa Kemal Atatürk, grundlagde den moderne og sekulære republik. Hans parti, CHP, er oppositions største parti.

Tilbage i 1923 var det parlamentsmedlemmerne, som valgte Atatürk som præsident. Sådan forblev valgprocessen indtil 2014, hvor den tyrkiske befolkning for første gang selv skulle vælge deres præsident.

Recep Tayyip Erdogan har vundet præsidentvalgene i både 2014 og 2018 i første runde med et absolut flertal. Det er altså kun tredje gang, at befolkningen skal vælge deres præsident, selv om den tyrkiske republik fylder 100 år.

Når sendeforbuddet bliver ophævet som planlagt klokken 16.00 grønlandsk tid eller tidligere, vil de første resultater begynde at komme. De tyrkiske nyhedsbureauer og politiske partier laver hver deres optællinger, og derfor kan de foreløbige resultater variere, indtil alle stemmerne er talt op.

I sidste ende er det landets øverste valgmyndighed, YSK, som offentliggør det endelige resultat.

/ritzau/