Efter flytning: Uummannaq laver sit eget hundeslædeløb

Avannaata Qimussersua skulle oprindeligt have været afholdt i Uummannaq.
Men uvejr og usædvanligt høje temperaturer for årstiden gjorde, at isen, som det store hundeslædevæddeløb skulle have været afholdt på, forsvandt.
Derfor blev det efter et maratonmøde mellem medlemmerne i slædekørernes sammenslutning KNQK tidligere i marts besluttet at flytte grønlandsmesterskabet i hundeslædevæddeløb til Sisimiut.
Men nu skal der alligevel køres hundeslædeløb i Uummannaq.
Den lokale hundeslædeforening Qimusseq 85 i Uummannaq har nemlig stablet deres eget hundeslædeløb arrangement på benene, som løber af stablen 8. april.
- Der er en masse fra Uummannaq og Uummannaq-området, der har glædet sig til Avannaata Qimussersua, og en masse er skuffede, og for at undgå intet arrangement overhovedet, har vi stablet det her på benene, fortæller Thomas Zeeb, der er formand i hundeslædeforeningen.
Hundeslædernes landsorganisation flyttede væddeløbet, fordi der var vand syd og øst for Uummannaq by, og derfor kunne det ikke lade sig gøre at køre ned til isen fra sydsiden af byen.
Men ifølge Thomas Zeeb kan der godt arrangeres hundeslædevæddeløb i Uummannaq, hvis man bare flytter ruten lidt.
Det er nemlig muligt at køre på isen, hvis man kører ned fra østsiden af byen eller køre den oprindelige rute, hvis der bliver kørt lidt sydligere rundt om byen.
Ikke et konkurrerende hundeslædeløb
Hundeslædevæddeløbet i Uummannaq skal ikke ses som en konkurrence til Avannaata Qimussersua. Det understreger Thomas Zeeb.
- Nej. Det her skal ikke anskues som en konkurrence mod Avannaata Qimussersua. Vi har af hensyn til Avannaata Qimussersua sørget for, at de to arrangementer ikke falder samme dag, fortæller han til KNR.
Årsagen til, at hundeslædeforeningen har arrangeret hundeslædevæddeløbet i Uummannaq, skyldes folks skuffelse over udsigterne til at gå glip af den 35. udgave af Avannaata Qimussersua.
Og allerede nu er der stor interesse for væddeløbet i Uummannaq.
- Der har været stor interesse for deltagelse, og det skyldes sandsynligvis, at der er store præmier til de fem første, der kommer i mål, siger Thomas Zeeb.
Der er nemlig en præmie på hele 35.000 kroner til den hundeslæde, der krydser målstregen først, mens nummer to modtager 25.000 kroner og nummer tre modtager 20.000 kroner.