USA vil opruste i Arktis for at modstå truslen fra Rusland og Kina

En ny amerikansk strategi for Arktis peger på langt mere overvågning, flere militærøvelser og bredere samarbejde med NATO til at sikre arktiske og grønlandske områder mod Rusland og Kina.
USA vil have mere overvågning af Arktis i fremtiden. Både på land, til vands og i luften. Billedet er fra maj måned, hvor et amerikansk transportfly trænede landinger på Indlandsisen. Foto © : Air Force Master Sgt. Jamie Spaulding
Skrevet af Thor Bill
24. juli 2024 11:03

Der skal oprustes markant i Arktis for at kunne afskrække Rusland og Kina.

Det er det overordnede budskab i en ny amerikansk strategi for Arktis, som USA's forsvarsministerium præsenterede i går.

For truslen i området er stigende, forklarer Liselotte Odgaard, der er seniorforsker ved Hudson Institute i Washington D.C.

- De sidste ti år har Rusland militariseret Arktis og udbygget sin økonomiske og strategiske tilstedeværelse i samarbejde med Kina. Og dér halter NATO-landene bagefter. Den her USA-strategi kommer på et tidspunkt, hvor der er en erkendelse af, at man bliver nødt til at gøre noget ved det.

På nuværende tidspunkt har Rusland nemlig alt for frie tøjler i Arktis, og det er en trussel mod særligt USA, siger seniorforskeren.

- Man har eksempelvis ikke tilstrækkelig overvågning af det grønlandske luftrum. Det betyder, at der er en direkte trussel mod USA’s nationale sikkerhed, for hvis Rusland vil fyre et atombærende missil af, så vil de nok gøre det gennem grønlandsk luftrum med henblik på at ramme det amerikanske fastland.

Det er første gang siden 2019, at USA opdaterer deres strategi i forhold til Arktis. Foto © : Thor Bill / KNR

På samme måde kan russiske atomubåde komme alt for tæt på USA uden at blive opdaget.

- Fordi lande som Norge og Danmark ikke har krigsskibe, der kan opspore dem og følge dem, så kan ubådene sejle ud fra Barentshavet, forbi Svalbard, under isen langs den østgrønlandske kyst og ud i Atlanterhavet med en god chance for ikke at blive opdaget, siger Liselotte Odgaard.

Vi skal vide, hvad der sker omkring os

I den nye strategi fremgår det derfor, at USA ønsker meget mere overvågning i Arktis. Både ved hjælp af jordbaserede radarsystemer, satellitter og maritim overvågning.

Det gælder også her i landet, vurderer seniorforsker Liselotte Odgaard.

- Grønland er allerede udsat for massive russiske bevægelser i deres nærområde og i de grønlandske fjorde. Det bliver bare ikke opdaget. Det vil være bedre at have fuld klarhed over, i hvilket omfang Rusland forsøger at skjule deres ubåde i grønlandske fjorde og sejle ned langs østkysten.

Hvis Rusland vil fyre et atombærende missil af, så vil de nok gøre det gennem grønlandsk luftrum

- USA opfordrer til, at man skal signalere, at man ved, at Rusland er der. Så de ikke bare uopdaget kan lave sabotage eller angreb. Det kan de nu, for der er ikke nogen af landene, der har de kapaciteter, der skal til, siger hun.

Arbejdet er da sådan set også allerede i gang. USA har allerede nu tilkendegivet nye store investeringer i Pituffik Space Base over de kommende år. Samtidig satte Danmark i januar penge af til blandt andet langtrækkende droner i Grønland, som en del af ny forsvarsaftale.

 USA kan ikke klare det alene

Men et andet essentielt punkt i den nye strategi er samarbejde. For USA hverken kan eller vil stå alene med oprustningen i Arktis.

Her skal lande som Danmark, Norge og Canada også træde til, fortæller Liselotte Odgaard.

- Det er ikke USA, der kommer til at stå med hele opgave alene. De har tænkt sig, at de andre NATO-lande også skal bidrage aktivt og betale noget af regningen.

USA ønsker også flere militære øvelser i Arktis i fremtiden. I marts måned trænede danske og amerikanske specialstyrker sammen i området ved Mestersvig i Grønland. Foto © : Army Spc. Andrew Estrada / U.S. Department of Defense

Samtidig skal der også laves flere internationale militærøvelser i Arktis for at tydeliggøre tilstedeværelsen af NATO-alliancen i området.

For det er vigtigt, at det ikke kun er USA, der står for sikkerheden i de andre landes territorier, fortæller seniorforskeren.

- Det vil også være stærkt eskalerende, hvis USA optrappede tilstedeværelsen tæt på Rusland. For Rusland er et nervøse og føler sig omringet af NATO-lande. Derfor skal man også passe på med, hvem man sender hen hvor. Der er det bedst, at det er de mindre lande, der patruljerer i de områder, hvor man har maritime zoner.