DR chef erkender: Tallene i kyrolit-dokumentar kunne formidles bedre

Sandy French erkender, at DR ikke tydeligt nok forklarede de økonomiske begreber i dokumentaren. Hun mener, at en ekstra ekspert kunne have givet mere perspektiv.
Den nu nedlagte mine i Ivittuut har været centrum for en omstridt dokumentar fra DR om Danmarks historiske udvinding af Kryolit i Grønland. Foto © : Perter Barfoed
Skrevet af Markus Valentin
14. februar 2025 15:26

DR starter en undersøgelse af deres forløb for, hvordan de køber dokumentarer fra andre firmaer.

Det skriver DR i en pressemeddelelse.

Meddelelsen kommer oven på massiv kritik og mediestorm om dokumentaren 'Grønlands Hvide Guld', som blev sendt på DR og KNR sidste søndag.

Ud over undersøgelsen vil DR offentliggøre et dokument, der beskriver dokumentarens tilblivelse.

- Ledelsen i DR har truffet beslutning om at fremlægge et dokument, der beskriver processen bag dokumentaren ’Grønlands hvide guld’, samt igangsætte en grundig gennemgang af processen bag de eksternt producerede dokumentarer, herunder særligt dokumentarer helt eller delvist finansieret af Det Danske Filminstitut (DFI), med henblik på fremtidig læring, skriver DR.

Fejlslået debat

Ifølge nyhedsdirektør Sandy French ønskede DR at skabe debat om Danmarks historiske relation til Grønland. Det er ifølge hende lykkedes i DR's dækning.

Men kritikken, som er opstået oven på dokumentarens udsendelse, ærgrer hende.

- Det er der ingen, der er mere ærgerlig over end jeg. Fordi når DR bliver omdrejningspunktet for debatten og der sås tvivl om vores troværdighed, er vi ikke lykkedes med vores opgave, fortæller Sandy French.

Ligeledes tilføjer hun, at formidlingen af de økonomiske tal i dokumentaren - de 400 milliarder - ikke har været god nok og kunne være gjort tydeligere.

- Jeg erkender, at vi burde have gjort endnu tydeligere opmærksom på adskillelsen af de økonomiske begreber, og haft yderligere en ekspert til at give perspektiver på forståelsen af værdiskabelse, siger hun.

Kulturminister med kritik

Den danske kulturminister, Jakob Engel-Schmidt (Moderaterne), har også været ude på sin personlige Facebook-side med skarp kritik af dokumentaren.

- Det er for mig helt uforståeligt, at dokumentaren ikke tydeligt oplyser forskellen mellem omsætning og fortjeneste. Det er vildledende, uansvarligt og kommer på det værst tænkelige tidspunkt. Det er simpelthen ikke godt nok, skriver han.

Efterfølgende skriver DR, at partierne, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance, har hevet kulturministeren i samråd om dokumentaren.

- Vi står i en meget stor udenrigspolitisk krise mellem Grønland, USA og Danmark, og så viser man en dokumentar, som på mange måder ifølge eksperter er så groft vildledende, at det tangerer til misinformation, udtaler Birgitte Bergman, kulturordfører for De Konservative, til DR.

Ligeledes har Dansk Folkepartis grønlandsordfører Alex Ahrendtsen udtalt, at dokumentaren lyver, er manipulerende og uvederhæftig.