USA og Kina er nu klar til at genoptage de strandede forhandlinger

USA og Kina er klar til at genoptage de strandede forhandlinger om en handelsaftale efter flere måneders ordkrig og hævning af diverse toldsatser.
- Jeg tror, vi kommer til at indgå en aftale, fordi nu forhandler vi for alvor. De forstår, og vi forstår, lyder det fra Trump. Foto © : Scanpix
Skrevet af Ritzau
27. august 2019 09:50
Versionist Mads Lynge

Kina er klar til at vende tilbage til forhandlingsbordet med USA.

Det siger USA's præsident, Donald Trump, mandag i forbindelse med G7-topmødet i den franske by Biarritz.

Ifølge præsidenten har Kina natten til mandag taget kontakt til amerikanske handelsrepræsentanter med henblik på at genoptage forhandlingerne. Trump beskriver det som nogle "meget gode samtaler", skriver nyhedsbureauet AP.

- Jeg tror, vi kommer til at indgå en aftale, fordi nu forhandler vi for alvor. De forstår, og vi forstår, lyder det fra Trump.

- Det her er første gang, at jeg har set dem virkelig være villige til at indgå en aftale. Og jeg synes, at det er et rigtig positivt skridt, tilføjer han.

LÆS OGSÅ Trump truer Kina med langt værre handelsaftale ved genvalg

Trump oplyser ikke nærmere, hvilke parter der har talt sammen. Han svarer heller ikke på, om han er i direkte kontakt med Kinas præsident, Xi Jinping.

USA og Kina befinder sig i en langstrakt og bitter handelsstrid.

Konflikten blev yderligere optrappet, da USA før weekenden varslede forhøjet told på kinesiske varer.

Varer fra Kina for 250 milliarder dollar, der i dag er pålagt told på 25 procent, vil fremadrettet skulle toldbelægges med 30 procent.

Den forhøjede told træder i kraft 1. oktober.

Samtidig vil den varslede told på varer fra Kina for yderligere 300 milliarder dollar, der i dag er pålagt told på ti procent, blive hævet til 15 procent.

Trump og Xi blev i juni enige om at genoptage forhandlingerne mellem de to lande. De strandede dog i juli, uden at der var sket særlige fremskridt. De to landes forhandlere ventes ifølge AP at mødes i Washington i næste måned.