USA nægter at være med i global vaccineklub

USA har ikke tænkt sig at deltage i et globalt samarbejde om at udvikle og fordele en vaccine mod coronavirus.
- USA vil fortsætte med at arbejde med vores internationale samarbejdspartnere for at sikre, at vi har besejret virusset. Men vi vil ikke begrænses af multilaterale organisationer påvirket af det korrupte WHO og Kina, siger Judd Deere i meddelelsen. Foto © : Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
02. september 2020 08:45

USA har ikke tænkt sig at deltage i et globalt samarbejde om at udvikle og fordele en vaccine mod coronavirus.

Det oplyser talsmand i Det Hvide Hus Judd Deere tirsdag i en meddelelse ifølge The Guardian.

Han henviser til, at USA ikke har planer om at tilslutte sig det globale vaccineinitiativ Covax, der delvist er funderet i Verdenssundhedsorganisationen, WHO.

LÆS OGSÅ USA lover gratis covid-19-vaccine til alle amerikanere

Målet med projektet er at fremskynde udviklingen af en vaccine mod coronavirus og sørge for, at en vaccine bliver ligeligt fordelt mellem verdens lande.

Men forbindelsen til WHO gør, at USA ikke vil være med.

- USA vil fortsætte med at arbejde med vores internationale samarbejdspartnere for at sikre, at vi har besejret virusset. Men vi vil ikke begrænses af multilaterale organisationer påvirket af det korrupte WHO og Kina, siger Judd Deere i meddelelsen.

USA har under coronapandemien beskyldt WHO for at være kontrolleret af Kina.

LÆS OGSÅ USA trækker sig fra WHO og vil bruge pengene andre steder

Det førte i maj til, at præsident Donald Trump trak USA ud af samarbejdet med organisationen. USA var indtil da den største bidragyder til WHO på verdensplan.

Ifølge WHO har 172 lande tilsluttet sig vaccinesamarbejdet. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.