USA-eksperter: Det betyder det for Grønland, hvis Biden eller Trump vinder valget

Grønland er utrolig vigtig for USA, uanset hvem der bliver ny amerikansk præsident. Læs her om fordele og ulemper for Grønland ved begge kandidater.
Begge kandidater til det amerikanske præsidentvalg vil have stort fokus på Arktis, hvis de vinder - men på forskellige måder, mener USA-eksperterne, Kristian Søby Kristensen og Rasmus Bruun Pedersen. Foto © : RitzauScanpix
03. november 2020 06:05

De fleste i Grønland sover formentlig natten til onsdag, når det står klart, hvem der bliver den næste præsident i USA. 

Men hvad vil det betyde for Grønland, om vi vågner op til et genvalg af præsident Donald Trump eller et nyvalg af Demokraternes Joe Biden?

Det kommer to eksperter i amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, Kristian Søby Kristensen fra Københavns Universitet, og Rasmus Brun Pedersen fra Aarhus Universitet, med deres bud på.

 

Foto © : RitzauScanpix
Demokraternes Joe Biden er kendt for sin klassiske, diplomatiske form.

 

Joe Biden - fordele 

  • Taletid til grønlandske politikere

- Arktis og Grønland er simpelthen så vigtigt for amerikanerne, at det nok ikke vil betyde en kæmpe stor forskel, at Biden bliver valgt, fordi amerikanerne har permanente sikkerhedspolitiske interesser i området, siger Rasmus Brun Pedersen

Og det er faktisk til fordel for Grønland, siger Kristian Søby Kristensen:

Det betyder, at der for grønlandske og danske politikere vil være taletid. Og taletid med amerikanske politikere er jo en forudsætning for, at man kan få sine interesser eller sine syn på sager på en dagsorden og dermed gøre det klart, hvad man vil have "ud af amerikanerne" eller påvirke den amerikanske politik.

  • Mere klassisk diplomati

Der vil formentlig også være en forskel i måden, der bliver talt til og om Grønland fra USA under Bidens ledelse.

- Den stærke tendens, vi har været vant til at se med, at Trump blæser ting op og lægger dem meget ultimativt frem, tror jeg, vil forsvinde. Vi kommer tilbage til en form for normaltilstand, hvor amerikanerne som udgangspunkt også er mere villige til at snakke og orientere København, før man foreslår forskellige ting, siger Rasmus Brun Pedersen.

  • Bredere samarbejde

Hvor præsident Trump bedst har kunnet lide at lave aftaler med ét eller få lande ad gangen og boycutte verdensomspændende organisationer, er Joe Biden mere glad for samarbejde med mange lande på én gang.

- Vi vil formentlig se, at USA vender tilbage og påtager sig lederskab i en lang række internationale organisationer. Det vil også gælde en institution som Arktisk Råd, fordi man mener, at internationale organisationer er et godt redskab, siger Kristian Søby Kristensen.

Joe Biden - ulemper

Ifølge både Kristian Søby Kristensen og Rasmus Brun Pedersen tegner der sig ikke store, politiske ulemper for Grønland, hvis Biden bliver USA's næste præsident,

Jeg tror ikke, der vil være deciderede ulemper, som vil adskille sig markant fra Trump. Der tror jeg på mange punkter, man vil være bedre stillet med Biden, siger Rasmus Brun Pedersen.

Foto © : RitxauScanpix
Donald J. Trump har været kendt for sine uforudsigelige kommentarer i sin præsidentperiode.

 

Donald Trump - fordele

  • Massiv interesse for Grønland

Den store interesse for Grønland har ikke været til at tage fejl af under præsident Trumps valgperiode. Og interessen vil helt sikkert fortsætte, hvis han får fire år mere, siger Rasmus Brun Pedersen:

Hvis Trump fortsætter, tror jeg i høj grad, at det bliver meget det samme, vi kommer til at se: At amerikanerne forsøger at liste sig ind og få en fod ind i det grønlandske område.

Det bliver bakket op af Kristian Søby Kristensen.

- Det åbner et vindue til amerikanske beslutningstagere og gør også, at Grønland måske kan få sat nogle ting på dagsordenen. Grønland vil vise sig selv som et centralt sted og en central aktør i amerikansk udenrigs-, sikkerheds- og til dels også forsvarspolitik.

Donald Trump - ulemper

  • Tror ikke på klimaforandringer

Donald Trump har ikke tillid til videnskaben, når den siger, at klimaforandringer er menneskeskabte. Og det kan være til ulempe for Grønland, mener Kristian Søby Kristensen.

- Han er ikke så fokuseret på klimadagsordenen og nogle af de andre dagsordener, som står højt på den grønlandske og danske dagsorden.

  • Uforudsigelige meldinger

Trods Trumps store interesse for Arktis har de seneste fire år også vist, at verden - inklusiv Grønland - skal være klar til at høre lidt af hvert fra manden. Det viste eksempelvis præsident Trumps tilbud om at købe Grønland i 2019.

Og det er meget muligt, at den uforudsigelige fremfærd vil fortsætte med Donald Trump som præsident.

  • Grønland i klemme mellem stormagter

Præsident Trump har langet hårdt ud efter både Kina, Rusland og til tider også EU. Og det udgør lidt af en risiko for Grønland og rigsfællesskabet, som forsøger at holde en høflig dialog i Arktis med andre stormagter.

Den konfrontatoriske kurs, som Trump-administrationen har lagt op til over for Kina og Rusland, betyder jo, at Grønland, Danmark og Færøerne nogen gange kan risikere at blive fanget mellem nogle stormagtsinteresser, siger Kristian Søby Kristensen.