Uran skal nu op til debat hos IA

"Vores fremtid - vores ansvar". Med det som overordnet overskrift, holder Inuit Ataqatigiit landsmøde den kommende weekend.Et af landsmødets helt store emner bliver spørgsmålet om nultolerance overfor uran. Det siger partiets formand Kuupik V. Kleist
Skrevet af Mads Lynge
24. januar 2013 05:19

- Det er fuldstændig sikkert, at emnet bliver diskuteret på landsmødet, og det bliver formodentlig også en stor diskussion. Vi igennem tiden erhvervet os en hel del viden om emnet. Allerede nu er der jo et omfattende arbejde i gang med at afdække spørgsmål, der knytter sig til eksempelvis internationale konventioner. Hvordan vi er forpligtet af internationale aftaler. Hvordan det sådan rent kemiske omkring uranforekomster skal betragtes, hvordan miljøet bliver påvirket osv., siger Kuupik V. Kleist.

- Vi kommer til at have en detaljeret diskussion om det, men om Inuit Ataqatigiits landsmøde vil ændre på partiets politik, det er jeg ikke i stand til at forudsige idag, siger Kuupik V. Kleist.

Men uran er ikke det eneste tema, som skal diskuteres på landsmødet. Inuit Ataqatigiits første fire år på regeringsmagten, skal evalueres, og så skal den politiske linje i de kommende valgkampe udstikkes.

- Vi har nogle meget store opgaver på landsmødet. Den ene store opgave er selvfølgelig de valg vi skal igennem her i løbet af foråret 2013, og det andet store spørgsmål, der skal diskuteres det er en vurdering af de første fire år som regeringsledende parti, og en vurdering af hvordan vores arbejde har været, og hvordan partiet ønsker at fortsætte sit arbejde med henblik på at føre landet videre i de næste valgperioder, siger han.

Der har været spekulationer om, at Inuit Ataqatigiit vil benytte landsmødet til at udskrive valg til Inatsisartut før tid. Men det vil formanden ikke forholde sig til:

- Det eneste sikre jeg kan sige i dag det er, at valget skal foregå senest 2.juni, og at der i dag ikke er fastsat nogen dato for det, siger formand for Inuit Ataqatigiit, Kuupik V. Kleist.

Landsmødet holdes i Sisimiut fra og med fredag og frem til søndag, hvor mødet bliver sluttet af med valg til hovedbestyrelsen, og dermed også valg af formand.

En af hovedtalerne på landsmødet, er SF's nye formand Annette Vilhelmsen, hvis tale også vil blive brugt som udgangspunkt ved en debat fredag aften.