Malik Berthelsen: UNESCO-optagelse er vigtig for vores selvforståelse

Det er vigtigt for Grønlands selvforståelse, at Aasivissuit – Nipisat er kommet i det fineste kulturselskab med optagelsen på UNESCOs verdensarvsliste. Det udtaler borgmester i Qeqqata Kommunia, Malik Berthelsen, i forbindelse med nyheden.
Foto © : Naalakkersuisut.gl
Skrevet af Kenneth Elkjær
30. juni 2018 17:30

Lørdag blev det officielt. Grønland har scoret et UNESCO-hattrick med optagelsen af området Aasivissuit – Nipisat mellem Sisimiut og Kangerlussuaq på UNESCOs liste over verdensarv. Dermed har Grønland tre områder med på listen.

Det skete på det årlige møde i UNESCOs verdensarvskomite, der i år foregik i byen Manama i Bahrain. Til stede var blandt andre en glad Malik Berthelsen.

- Det er vigtigt for os i Qeqqata Kommunia, Grønland og Arktis, at UNESCO har optaget et verdensarvsområde nord for Polarcirklen med fokus på stolte jagttraditioner. Netop området mellem Kangerlussuaq og Sisimiut har været kendetegnende for den 4500 år lange tradition med bevægelse mellem hav og indland på jagt efter fødedyrene, udtaler han på Kulturministeriets hjemmeside.

LÆS OGSÅ Nyt grønlandsk område optaget på UNESCOs verdensarvsliste

Det er et samarbejde mellem Qeqqata Kommunia, Naalakkersuisut og den danske Slots- og Kulturstyrelse, der har sikret optagelsen på den verdensberømte liste, der i forvejen tæller mere end 1000 lokaliter og monumenter.

Ifølge Malik Berthelsen er optalgesen af Aasivissuit – Nipisat vigtig for hele vores forståelse af os selv her i Grønland, men også omverdenens forståelse af vores kulturarv.

- Her mellem Davisstrædet og indlandsisen på den grønlandske vestkyst har vi i årtusinder benyttet qajaq, hundeslæder og boet i telte for at overleve i Arktis. At denne kultur med dens usædvanligt velbevarede bopladser, teltringe, grave, varder, depoter og stier nu har fået det fornemmeste af alle kulturstempler, nemlig UNESCO-verdensarv, er vigtig for vores egen selvforståelse og for omverdenen at forstå, udtaler den glade borgmester.

I forvejen har Grønland Kujataa i Sydgrønland og Ilulissat Isfjord repræsenteret på listen over verdensarv.