Undgå at tabe penge på flykonkurs

Mange har nok overvejet at købe sommerens flybilletter hos det nye flyselskab Greenland Express. Men hvor stor er risikoen for at miste sine penge ved forsinkelser eller konkurs?
04. juli 2014 11:14

Billetudgifter ved forsinkelser, er altid dækket af både Air Greenland og Greenland Express, lover begge selskaber, men herhjemme er der ingen lov om konkursforsikring på flybilletter, og derfor er det en god idé at købe sig et kreditkort i banken, som du kan bruge til at købe flybilletter med, lyder rådet fra forbrugervejledningen Atuisoq.

- Det skal være et internationalt kreditkort, såsom Mastercard eller American Express. Her kan man efterfølgende henvende sig igennem sin bank, og så vil banken søge om, at få dækket det tabte beløb, hvis flyselskabet går konkurs.

Er du bange for at miste dine penge, når du køber flybilletter? Så se at få dig et kreditkort, lyder rådet fra Cecilie Juhl Nielsen, der er jurist i Atuisoq, forbrugervejledningen.

Mange forbrugere køber i dag ind med hævekort eller en afart af Visa-kortet. Men det er ikke det samme som et kreditkort, hvor man ifølge Atuisoq kan få pengene retur, hvis du aldrig får din vare, for eksempel ved en selskabskonkurs. Et Mastercard-kreditkort koster omkring 550 kroner om året i Grønlandsbanken og 800 kroner i Bank Nordik.

Kreditkortmodellen er nødvendig, fordi ingen af landets to flyselskaber tilbyder kunderne en konkursforsikring, når de køber billet.

Kun hvis du køber en flybillet med afgang fra en dansk lufthavn, og hvis du bestiller den, mens du sidder i Danmark, kan du hos Air Greenland få lov at købe en tillægsforsikring.

Ingen lovkrav til konkursforsikring i Grønland

- Det er fordi, her i Grønland har vi ikke nogen lovkrav til konkursforsikring. I Danmark er det sådan, at flybilletter er omfattet af Rejsegarantifonden.
 
Der skulle dog være gode muligheder for at få pengene refunderet tilbage på for eksempel sit Mastercard- eller American Express-kort, hvis et selskab går konkurs, siger Cecilie Juhl Nielsen.
 
Hvad hvis man ikke har noget internationalt kreditkort, hvad kan man så gøre?

- Ja, så har man desværre ikke så mange muligheder, hvis selskabet ikke tilbyder konkursforsikring.
 
I Atuisoq kender man ikke til andre forsikringsordninger, hvis du vil være sikker på ikke at miste dine penge.
 
Når det gælder forsinkelser herhjemme på Air Greenland og Greenland Express egne ruter, så er flyselskaberne ofte large. Greenland Express fortæller til KNR, at de også dækker billetprisen, hvis de er skyld i, at man bliver forsinket til et Air Greenland-fly.
 
- Der er normalt ikke problemer, når kunder løber ind i vejrlig eller andre former for problemer med at komme videre. Generelt er flyselskaberne rigtig gode til at sørge for, at folk kommer videre, fortæller jurist i Atuisoq Cecilie Juhl Nielsen.
 
Forbrugervejledningen Atuisoq råder folk til endelig at henvende sig til dem. Der er også mere vejledning på deres hjemmeside, Atuisoq.gl.