Rasmus Lyberth optages i Folkemusikkens Hall of Fame
Hæderen er kun blevet uddelt fire gange før, og femte gang går den til en af Grønlands musiske legender.
Næste måneder bliver Rasmus Lyberth indlemmet i Folkemusikkens Hall of Fame.
Det oplyser Maria Theessink, som til daglig er kunstnerisk leder for Tønder Festival, i en pressemeddelelse.
- Folkemusikkens Hall of Fame i Tønder indlemmer for femte gang en kunstner, der har spillet en stor rolle for dansk og international folk- og rootsmusik. Denne gang bliver det den grønlandske sanger, sangskriver og skuespiller Rasmus Lyberth.
I pressemeddelelsen bliver der særligt lagt vægt på den bevidsthed om Grønland, Rasmus Lyberth har været med til at udbrede i verden gennem sine sange.
- Med sin fængslende stemme synger han om sit hjemlands natur og udvikling og befolkningens vilkår, så det trodser alle sprogbarrierer - uanset om han står på scenen i Royal Albert Hall i London eller et telt på Tønder Festival.
Hæderen blev oprettet tilbage i 2021 af Tønder Festival Fond.
De to første år blev Povl Dissing og Niels Hausgaard del af ordenen. De seneste to år er den gået til de irske kunstnere Finbar Furey og Eleanor Shanley.