Undergrunden er vores billet til selvstændighed

Olie, gas og mineraler er Grønlands store mulighed for at frigøre sig fra økonomisk afhængighed af Danmark.
Skrevet af Mads Ullerup
15. januar 2013 07:36

Formanden for Grønlands selvstyre, Kuupik V. Kleist mener, at det vil være at svigte landet, hvis ikke storskalaprojekterne bliver sat i værk nu, da muligheden byder sig.

Han siger, at Grønland er nødt til at bygge landets økonomi på andet end fisk og bloktilskud, som i dag er på 3,2 milliarder kroner om året.

Udtalelserne faldt, da Kuupik V. Kleist i går mødte omkring 40 internationale journalister i København for at bringe lidt klarhed over den rivende udvikling, som Grønland er inde i med forestående udvinding af mulige ressourcer i landets undergrund.

- Vi grønlændere kan glæde os over den store interesse og bekymring, der lægges for dagen ikke bare fra danske politikeres side, men også fra EU's. Grønland er direkte blevet opfordret til at afstå fra at handle med visse lande, siger Kuupik V. Kleist.

Det finder han direkte urimeligt, når samtidig den ene danske delegation efter den anden med statsministeren i spidsen rejser til Kina for at tilbyde kineserne danske investeringer i landet og det modsatte.

Han gør det ganske klart, at hverken lovgivningen om storskalaprojekterne og vilkårene for udenlandske arbejdere i Grønland er noget, der er hastet igennem.