Ukaleq Slettemark er på første træningslejr med norsk landshold

Den grønlandske skiskytte Ukaleq Slettemark har været på sin første træningslejr med det norske U-23 landshold. Nu ved hun, hvor hun skal gøre sig ekstra umage.
Ukaleq Slettemark sommer
Ukaleq Slettemark har styr på sin skydning, men skal arbejde mere med sin skiteknik. Foto © : Greenland Biathlonb
Skrevet af Noah Mølgaard
27. august 2020 12:24

Grønlands Biathlon Forbund og det norske skiskydningsforbund lavede sidst på foråret en aftale om, at Ukaleq Slettemark fremover skal træne med det norske ungdomslandshold.

Og der var høj puls under den første træningslejr med de norske jenter, der havde træningslejr i Lampeland for nylig. Der var hårde intervaltræninger med løb, rulleski og ikke mindst skydning.

LÆS OGSÅ Skiskydning: Ukaleq Slettemark træner med norsk landshold

- Det er en hård og seriøs hverdag, og jeg elsker det. Mentaliteten på holdet har også et højt niveau, og det hjælper, at vi alle sammen er så gode, som vi er, siger Ukaleq Slettemark.

- Vi presser hinanden under træningen og har hele tiden muligheden for at lære af hinandens styrker. Jeg glæder mig rigtig meget til vinteren. Der vil vi kunne se, om forberedelserne undervejs i året har været gode nok, siger Ukaleq Slettemark.

Der skal justeres

Hun blev ungdomsverdensmester i begyndelsen af 2019 og hendes stabile resultater i forskellige konkurrencer har banet vejen til samarbejde med det norske landshold.

LÆS OGSÅ Ukaleq Slettemark får OL-legat: - Det er en stor anerkendelse

Ukaleq Slettemarks deltagelse på det norske landshold ligger på et højere niveau i forhold til den træning, hun har været vant til.

-  Jeg skal forbedre min teknik i alle stilarter, men mest i padling, hvor jeg har meget at hente. Skydemæssigt går formen meget op og ned. Men generelt set skal jeg blive hurtigere, og det gør jeg ved at forbedre mine basisfærdigheder, siger hun.

LÆS OGSÅ Ukaleq Slettemark blev verdensmester: I går hyldede borgmesteren hende

Coronapandemien har ramt mange sportsarrangementer i hele verden.

Konkurrencekalenderen for skiskydningskonkurrencer er derfor også fuld af usikkerheder.