Udvalgsflertal vil have folkeafstemning om uranlov

Lige inden tredje og sidste behandling i Inatsisartut har et udvalgsflertal stillet to ændringsforslag til Naalakkersuisuts lovforslag mod uran.
- Hvis vi fortsætter på den måde (med forbud og ikke forbud red.), skader vi landets troværdighed. Med en folkeafsteming kan vi sikre, at befolkningens mening bliver hørt, og vi får sagen afgjort en gang for alle, siger Aqqalu Jeremiassen til KNR. Foto © : KNR
09. november 2021 05:41

Der skal afholdes en folkeafstemning om uran. Det ønsker et flertal i Erhvervs- og Råstofudvalget i hvert fald.

Det fremgår af to ændringsforslag, som Naalakkersuisuts støtteparti, Atassut, har fremført med støtte fra Siumut i udvalget.

LÆS OGSÅ Uranforbud rykker videre, mens oppositionen prøver at pille det ned

I forhold til urandebatten står støttepartiet Atassut i midten, hverken for eller imod. Partiet ønsker nemlig at sende uranspørgsmålet til folkeafstemning, før Inatsisartut vedtager et forbud mod det radioaktive grundstof.

Naalakkersuisut vil nemlig have nultolerance mod uran tilbage.

Zigzag-kurs er dårligt for landet

Atassuts partiformand, Aqqalu Jeremiassen, mener, at en eventuel zigzag-kurs på uranpolitikken vil skade landet på længere sigt.

- Hvis vi fortsætter på den måde (med forbud og ikke forbud red.), skader vi landets troværdighed. Med en folkeafsteming kan vi sikre, at befolkningens mening bliver hørt, og vi får sagen afgjort en gang for alle, siger han til KNR.

Siumut og Atassut foreslår dog også, at paragraf 2. bliver fjernet i Naalakkersuisuts lovforslag. Atassut og Siumut ønsker ikke, at Naalakkersuisut kan gå enegang på store spørgsmål om råstofpolitikken.

Den paragraf giver Naalakkersuisut magt til også at sætte forbud mod andre radioaktive stoffer, som for eksempel thorium.

Kan vedtages uden ændringer

Selvom et flertal i Erhvervs- og Råstofudvalget vil have de to ændringsforslag stemt gennem, så er det tvivlsomt, at det kommer til at ske.

Naalakkersuisut har nemlig et flertal i Inatsisartut, og kan altså vedtage det uden om Siumut, Atassut og Demokraterne.

LÆS OGSÅ Filmfestival i Nuuk starter onsdag – med uran- og stjernestøv 

Lovforslaget, der skal fastsætte en minimumsgrænse for uran, er Naalakkersuisuts helt store valgløfte, og de forventes derfor at vedtage forslaget.