Udenrigsudvalg om nyt EU-kontor: Interessen for Grønland er stigende
USA er her med sit konsulat i Nuuk. Rusland ligeså med en såkaldt honorær konsul. Nu vil EU også markere sig tydeligere i Grønland.
I dag kom det frem, at EU vil etablere et Europa-Kommissionskontor i Nuuk.
Hvornår det åbner er endnu uvist, men EU-Kommissionen har meldt ud, at kontoret skal øge EU's tilstedeværelse i Arktis og styrke partnerskabet mellem EU og Grønland.
LÆS OGSÅ EU-Kommissionen vil stå stærkere i Arktis med kontor i Nuuk
Udmeldingen fra EU viser, at omverdenens interesse for Arktis og Grønland er stigende.
Det mener Sofia Geisler, der er formand for Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg i Inatsisartut for Inuit Ataqatigiit.
- Det ser jeg som en bekræftelse på den stigende interesse fra udlandet i forhold til Grønland. Tendensen går den ene vej, og det er, at interessen er stigende. Det giver Grønland en mulighed for at have en direkte relation til de lande, der står bag de her kontorer og repræsentationer i Grønland, siger Sofia Geisler.
Den opfattelse deler næstformand i udvalget, Doris J. Jensen fra Siumut. Hun hilser planen om et EU-kontor i Nuuk velkommen.
- Man får jo en bedre dialog, når de er til stede, ligesom amerikanerne har fået en konsul i Grønland, lyder det fra Doris J. Jensen.
Samarbejder om uddannelse
I sidste uge vedtog EU-landene at sende godt og vel 1,7 milliarder kroner til uddannelsesområdet i Grønland.
Grønland er ikke medlem af EU, men har i mange år haft en partnerskabsaftale med EU om at arbejde sammen om uddannelse.
LÆS OGSÅ EU giver millioner til uddannelse i Grønland
Pengene fordeles over en syv-årig periode fra 2021 til 2027. Det er penge, som har stor betydning for Grønland, forklarer Sofia Geisler.
- Jeg er ret overbevist om, at de midler, der bliver videreformidlet fra EU-landene i form af den her aftale, er med til at styrke uddannelsesniveauet. Alle kan nok være enig i, at det er et sted, hvor vi har brug for en styrkelse. Så der er ingen tvivl om, at det betyder rigtig meget, siger Sofia Geisler.
Ifølge meddelelsen fra EU-kommissionen skal det kommende EU-kontor i Nuuk tage sig af EU-støtten til Grønland og styrke samarbejdet med Naalakkersuisut på områder, hvor der er en fælles interesse.