EU giver millioner til uddannelse i Grønland
En stor pose penge er på vej fra EU til Grønland.
I går, tirsdag, vedtog EU-landene at sende 225 millioner euro - eller godt og vel 1,7 milliarder kroner - mod nord.
Pengene fordeles henover årene 2021 til 2027.
90 procent af dem går til den grønlandske uddannelsessektor, mens 10 procent skal bruges på såkaldt grøn vækst.
LÆS OGSÅ Grønland lander ny millionaftale med USA
Med grøn vækst menes områder som vedvarende energi, produktion af brint, klimaområdet og forskning.
Det oplyser naalakkersuisut i en pressemeddelelse.
- Det er en stor glæde, at EU-aftalen endelig er på plads. Aftalen er et bevis på, hvor vigtigt vores samarbejde er med EU, siger formand for naalakkersuisut, Múte Bourup Egede (IA), i pressemeddelelsen.
Grønlandsbeslutningen
Selv om Grønland ikke er medlem af EU, har Grønland i mange år haft en aftale med EU om at arbejde sammen om uddannelse.
Den har været kendt som 'Partnerskabsaftalen', mens den i EU også bliver kaldt 'Grønlandsbeslutningen' eller 'Grønlandsinstrumentet'.
EU kører med syv-årige finansperioder.
I den seneste periode, der løb fra 2014 til 2020, fik Grønland i alt omkring 1,6 milliarder til uddannelsesområdet fra EU-kassen.