Foto: KNR

Udenrigsministeriet er orienteret om radar-installation

Udenrigsministeriet er – ligesom Selvstyret - blevet oplyst om ’et projekt’ på radaren på Pituffik. Ministeriet er nu i færd med at undersøge omstændighederne nærmere.

De amerikanske myndigheder har i et eller andet omfang orienteret Grønland og Danmark om, at radaren på Pituffik ville blive teknologisk opgraderet. Det oplyser Udenrigsministeriet.

I en mail til KNR skriver ministeriet:

’Danmark modtager sammen med Grønland en årlig redegørelse fra USA vedr. Thule-basen. Som også Naalakkersuisoq Suka Frederiksen har oplyst, indgik der i 2016 oplysning om et projekt vedr. installation på radaren’.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisoq vil undersøge Pituffik opgradering

Ingen orientering til Inatsisartut eller Folketinget

Men hvad USA konkret har oplyst om projektet på radaren i årsrapporten, oplyser Udenrigsministeriet ikke.

I stedet er Danmark og Grønland i øjeblikket sammen ved at få faktuelt klarlagt, hvad projektet indebærer, skriver ministeriet i mailen.

Dermed tyder alt på, at både Udenrigsdirektoratet i Nuuk og Udenrigsministeriet i Danmark har fået en eller anden form for oplysning om, at radaren ville blive opgraderet.

Men det er uvist, hvor detaljeret USA har informeret - og om og i så fald hvordan Selvstyret og den danske stat har reageret på oplysningerne om USA's aktiviteter med radaren.

Formanden for Udenrigspolitisk Nævn i Folketinget, Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, afviste i sidste uge at kommentere på sagen, men henviste i stedet til regeringen.

LÆS OGSÅ Sagen har ikke kørt som den skulle

Men selv om orienteringer i Udenrigspolitisk Nævn som udgangspunkt er fortrolige, siger Enhedslistens udvalgsmedlem, Nikolaj Villumsen, at han ikke husker, at Nævnet er blevet orienteret om en nylig opgradering af radaren på Pituffik.

- Det kan jeg slet ikke erindre. En orientering, der handler om et missilforsvar i Grønland, vil Nævnet helt klart skulle være blevet orienteret om. Og det erindrer jeg ikke, at vi er blevet, siger han.

LÆS OGSÅ USA har grønt lys til at opgradere radar

Spørgsmål til udenrigsministeren

Og netop de manglende informationer har fået Alternativets grønlandsordfører Roger Matthisen til at stille fem spørgsmål til udenrigsminister Anders Samuelsen i sagen.

- Det er foruroligende, at vi har så lidt information om, hvad der sker på Thule-basen. Jeg synes, det er et tegn på magtfuldkommenhed og arrogance fra USA, hvis det viser sig, at Rigsfællesskabet er blevet så lidt inddraget (i sagen om radar-opgraderingen, red.), som det lyder til, siger han til KNR og tilføjer:

- Det er mangel på handling fra statsministeren og udenrigsministeriet, at de ikke har gået mere ind i sagen.

Roger Matthiasen spørger bl.a. om, hvorvidt Udenrigsministeriet har haft forudgående kendskab til udbygningen af radaren, og om Anders Samuelsen vurderer, om Igaliku-aftalen fra 2004 mellem USA, Grønland og Danmark er blevet overholdt i sagen.
 

Kommentarer



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl

KNR TV: TekstTV

Tjek information her:

TTV s 113 Dagligt opdaterede nyheder

TTV s 400 Live flyinformation ank./afg.

TTV s 350 Aktuel TV oversigt

TTV s 610 Aktuel Radio oversigt