Naalakkersuisoq vil undersøge Pituffik opgradering

Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender undersøger konsekvenserne af USAs investering i en opgradering af radaren på Pituffik for lidt over 250 millioner kroner.
Foto © : KNR
06. august 2017 16:40

Det skal nu undersøges, hvorvidt Selvstyret skulle have været bedre involveret i USAs beslutning om at opgradere radaren på Pituffik for omkring 250 millioner kroner. Det meddeler naalakkersuisoq for udenrigsanliggender Suka K. Frederiksen.

Hun fortæller, at Selvstyret har rettet henvendelse til det danske Udenrigsministerium:

- Vi forventer at få svar på vores forespørgsler, blandt andet om det system, der er installeret på radaren i 2016, er en væsentlig ændring som ifølge Igaliku-aftalen vil kræve konsultation, om der er modtaget særskilt henvendelse omkring denne installation med videre, siger Suka K. Frederiksen.

Informeret gennem årlig rapport

Hun oplyser dog samtidigt, at man administrativt i Selvstyret var informeret om, at USA havde planer om at opdatere radaren via årlige opdateringer om amerikanernes projekter på basen. Spørgsmålet der skal undersøges er derfor, hvor stor betydning ændringen vil få for Grønland, og om der derfor var behov for mere end en administrativ orientering.

LÆS OGSÅ USA har grønt lys til at opgradere radar

Naalakkersuisut har dog ikke drøftet emnet særskilt, fordi al fokus har været på den tabte servicekontrakt på netop Pituffik, oplyser Suka K. Frederiksen:

- Der står noget om, at radaren i Pituffik skal opgraderes i årsrapporterne. Så er spørgsmålet, hvordan det, at de har skrevet, skal forstås. Men som sagt blev alle kræfterne brugt på servicekontrakten. Derfor blev andre samarbejdspunkter indstillet, for at de ikke skal have nogen indflydelse på forhandlingerne, siger Suka K. Frederiksen. 

USA's 'early warning'-radarer:

USA har fem radarstationer (EWR systems), der har til formål at yde tidlig varsling i forhold til ballistiske missiler. Radaren i Pituffik blev bygget i 1953.

De fem EWR-radarer er forposter i det amerikanske forsvar, og de kan opdage missiler, der er affyret ca. 4000 km væk.

I december 2016 tildelte det amerikanske luftvåben et datterselskab til Raytheon Company en kontrakt på 40 millioner dollars for at tilpasse og opgradere radaren på Pituffik.

Computerne og programmerne i radaren vil blive forbedret, gamle computerdele udskiftet og computernes sikkerhed mod angreb opdateret. Med opgraderingen vil de fem EWR-stationer have samme slags computere og programmer for første gang i 30 år.

Det amerikanske luftvåben regner med at færdiggøre projektet i 2020.

Kilder: Officiel hjemmeside for US Air Force

I en kronik i Jyllands-Posten tirsdag argumenterede forfatteren Hans Jakob Helms for, at Grønland burde have været inddraget i USAs beslutning om at opgradere radaren på Pituffik. Ifølge Helms betyder opgraderingen, at basen bliver et større mål for fjender af USA, og at Grønland derfor vil være mere militært truet når opgraderingen er færdig i 2020.

Udvalg ikke orienteret

Helms henviser til Igaliku-aftalen, der slår fast, at Grønland skal konsulteres, når der sker væsentlige ændringer på Pituffik.

Tidligere på ugen fortalte de to medlemmer af Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg Justus Hansen, Demokraterne, og Vivian Motzfeldt, Siumut, at udvalget ikke har fået noget at vide om opgraderingen af radaren på Pituffik.

LÆS OGSÅ Udvalgsmedlemmer ønsker viden om Pituffik-investering

Suka K. Frederiksen vil nu undersøge sagen om USAs million investering i radaren på Pituffik for at kunne orientere Naalakkersuisut og Inatsisartut:

Undersøger om Grønland er mere militært truet

- Der står i Igaliku-aftalen, at når der laves store forandringer skal vores land under alle omstændigheder blive inddraget. Og hvis det skal vurderes, skal vi selvfølgelig have fyldestgørende oplysninger. Derfor er jeg begyndt på flere administrative opgaver, for at sikre at vi får alle oplysninger. Og når jeg får oplysningerne, skal jeg selvfølgelig tage det op i Naalakkersuisut, samt orientere Udenrigrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg. Derefter vil det stå klarere, hvad de næste skridt bliver.

LÆS OGSÅ Grønland burde inddrages i Pituffik-investering

Suka K. Frederiksen vil blandt vide, om Grønland bliver mere militært truet som følge af opgraderingen af radaren:

- Det er meget vigtigt for vores land at vide, om landet virkelig er i større fare. Eller om det er blevet mere sårbar for at blive ramt på en eller anden måde. Det er blandt nogle af de spørgsmål, jeg har sendt til udenrigsministeriet. For hvis vores land, på en eller anden måde er i større fare, så er de forpligtiget til at indrage vores land i diskussionerne.