Udenrigsminister tøver med klare svar om oprustning i Arktis
Udenrigsminister Anders Samuelsen svarede kun vagt på spørgsmål om oprustning i Arktis under debatten om den årlige Arktis-redegørelse i Folketinget tirsdag. En redegørelse, som han selv er afsender på.
På forhånd havde folketings- og inatsisartutmedlem Aleqa Hammond (NQ) kritiseret redegørelsen for ikke med ét ord at nævne den militære oprustning i Arktis.
LÆS OGSÅ Briterne opruster i Arktis
Det gælder for eksempel Ruslands genåbning af adskillige Kold Krigsbaser i Arktis, USA’s opgradering af radaren på Pituffik til sit rummissilskjold, de 800 soldater, som Storbritannien i 2019 sender til Nordnorge og Kinas interesser i Arktis.
Hammond gentog kritikken under debatten i Folketinget og bad om et svar fra regeringen på udviklingen:
- Den nye oprustning foregår både til vands, til lands og i rummet. Og Grønland er igen et brændpunkt i denne nye, kolde, arktiske krig. Der står intet i redegørelsen om, hvordan regeringen forholder sig, sagde hun.
Kritik fra danske partier
Hovedparten af de øvrige partier i Folketingssalen påpegede også Aleqa Hammonds pointe.
Erling Bonnesen fra regeringspartiet Venstre udtrykte bekymring over ’de seneste års aggressive udenrigspolitik fra Putin’, der skaber bekymring for ’et eventuelt konfliktniveau i Arktis.’
Socialdemokratiets forsvarsordfører, Nick Hækkerup, sagde, at ’der faktisk er grund til at være bekymret for den tendens til stigende spænding, som vokser frem i Arktis i de her år’.
Også Dansk Folkepartis Henrik Brodersen sagde, at Kinas interesse i Arktis er indlysende, selv om han på ingen måde støtter den.
Færøernes folketingsmedlem, Sjurdur Skaale, bad udenrigsminister Anders Samuelsen svare direkte på:
- Hvornår skal man reagere på en stigende russisk militær tilstedeværelse i Arktis?
Samuelsen: Vi fører dialog i Arktis
Men kritikken fik ikke udenrigsminister Anders Samuelsen til at nævne militær oprustning og spændinger i Arktis i hans afsluttende talepapir.
Først da Aleqa Hammond og Sjurdur Skaale gentog spørgsmål om oprustning i Arktis, afslog Anders Samuelsen at give sit bud på, hvilke udfordringer der i fremtiden kan være i forhold til freden i Arktis.
LÆS OGSÅ Arktis skal fortsætte som fredelig zone
Han pointerede i stedet, at Kongeriget Danmark fører en strategi med to spor over for Rusland:
Det ene spor er ’hård og kontant’, når det gælder sanktioner mod Rusland som følge af Krim-konflikten i Østeuropa. Det andet spor gælder Arktis, der stadig skal være et fredeligt område, påpeger Samuelsen.
- Det er stadigvæk mit indtryk, at det er også russernes interesse, at man (i Arktis, red.) ikke skal inddrage de internationale konflikter og trække dem op i det her område. Og det er det, jeg kan sige på nuværende tidspunkt.