Tusindvis af mennesker strømmer til Tivoli: “Man møder glade mennesker fra hele Grønland”
Der er dømt høj sol, candyfloss, arktisk sport, talks og grønlandsk musik i Tivoli i Købenahvn i dag, hvor tusindvis af mennesker traditionen tro strømmer til Grønland i Tivoli.
I to dage er den historiske forlystelsespark fyldt med grønlandsk kultur i form af musik, talks og boder med blandt andet smykker, tøj og bøger fra Grønland.
Traditionen opstod tilbage i 1976, hvor grønlændere, der skulle studere i Danmark, aftalte at mødes 1. august i Tivoli.
Og dén tradition forvandlede sig i 2001 til begivenheden Grønland i Tivoli, som vi kender den i dag, hvor kultur fra Grønland fylder forlystelsesparken.
En af dem, der har været med fra begyndelsen, er Hansine Josenius, som stadig er en tro tilhænger.
Hansine Josenius - fra Alluitsoq i Sydgrønland, bor i dag i Fredericia i Danmark
Hvad betyder 1. august i Tivoli for dig?
- Første gang, jeg kom til arrangementet, var i 1970’erne. Jeg har været med lige fra starten af og er kommet her i mange år.
- Det er en god måde at mødes på. Man møder alle mulige glade mennesker fra hele Grønland, Danmark og andre lande. Det kan jeg rigtig godt lide. Det er så dejligt at møde mine venner og familie.
Frederikke Skytte – bor i Sisimiut, på ferie i Danmark.
Hvorfor er du taget til 1. august i Tivoli?
- Det er længe siden, at jeg har set flere af mine venner, der bor i Danmark. Det betyder meget for mig at være her. Jeg har været til arrangementet i mange år, men de sidste fire år har jeg ikke haft mulighed for det. Men det er en god måde at holde kontakten ved lige med de, der er flyttet hertil.
Er der noget, du særligt glæder dig til i år?
- Min veninde og jeg elsker at høre Ole Kristiansen Band. Så ham glæder vi os rigtig meget til at høre i aften.
Jakob Kiving – kommer fra Nykøbing Falster.
Hvad bringer dig til Tivoli i dag?
- Jeg er her, fordi jeg er gift ind i en grønlandsk familie, og jeg ved, at det betyder meget for dem at være her. Det er stort samlingspunkt for alle, de kender. Så jeg er egentlig bare med, fordi jeg gerne vil være sammen med min familie.
Er det første gang, du oplever Grønland i Tivoli?
- Ja. Det er fedt, når man har været i Grønland et par gange, at man kan mærke stemningen her summer af stemningen i Grønland. Det er dejligt, at vi fejrer det samarbejde, vi har med Grønland. Og jeg ved, hvor stolte mange grønlændere bliver af at tage billeder af deres eget flag, der hænger omkring.
Hvad glæder du dig til at opleve i dag?
- Jeg glæder mig til at se min familie og være sammen med dem, der er kommet fra Grønland. Vi ser kun hinanden en eller to gange om året, så for mig er det fedt at være sammen med familien her.
Mette Frederiksen & Helene Nielsen – kommer fra Qasigiannguit, bor i Danmark.
Mette Frederiksen, hvad betyder 1. august i Tivoli for dig?
- Det er en vigtig dag. Det betyder meget for mig, at vi viser København og Danmark, at der bor mange grønlændere i Danmark. Og jeg synes, at det er smukt af Tivoli, at de vil holde det her arrangement. Det, synes jeg, er rigtig stort.
Er der noget specielt, du glæder dig til i dag?
- Det er dejligt bare at være herinde.
- Men hvis jeg skulle komme med et forslag til næste år, så savner jeg mere grønlandsk musik. Og så ønsker jeg mig en grill, hvor man kunne grille noget sæl og fisk. Maden har stor betydning for os grønlændere, og jeg savner maden vanvittigt.
Helene Nielsen, hvordan har du det med 1. august i Tivoli?
- Jeg er her, fordi jeg gerne vil tilbringe tid med min familie og opleve kulturen. Jeg føler lidt, at jeg har mistet mine rødder, da jeg har boet i plejefamilie. Så jeg har ikke rigtig haft så meget grønlandsk kultur i mit liv siden, at jeg flyttede til Danmark. Jeg ønsker at genfinde mine rødder igen.
- Det er rigtig hyggeligt at se andre fra Grønland. Jeg har gode minder fra Tivoli som barn, så det er meget fedt at være tilbage.