Trump vinder primærvalg i alle Super Tuesdays delstater på nær én

Trump er udråbt som vinder af Republikanernes primærvalg i 14 ud af 15 delstater ved Super Tuesday.
Trump vinder alle stater til Super Tuesday på nær en enkelt. Foto © : Chandan Khanna/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
06. marts 2024 10:21

USA's tidligere præsident Donald Trump vinder det republikanske primærvalg i Super Tuesdays sidste delstat, Utah.

Det fastslår analyseinstituttet Edison Research ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Også NBC News og CNN forudser, at Trump tager sejren her.

Dermed har Trump taget sejren i 14 ud af 15 delstater, hvor Republikanerne har holdt primærvalg på Super Tuesday.

Nikki Haley, som har udfordret Trump i kampen om at blive Republikanernes præsidentkandidat til valget i november, vandt dog i Vermont.

Haley er dog håbløst bagud i den samlede optælling af delegerede.

Udpege præsidentkandidaterne

Ved primærvalgene kæmper kandidaterne om de delegerede. Det er dem, der i sidste ende skal pege på, hvem de ønsker som præsidentkandidat for partierne.

I år var der hos Republikanerne 865 delegerede på spil ved Super Tuesday, skriver Politico og NBC News. Det svarer til over en tredjedel af de delegerede i alt.

Nikki Haley eller Donald Trump skal bruge 1215 delegerede for at vinde partiets nominering.

Ifølge Politico og The New York Times har Trump foreløbigt vundet 995 delegerede, hvoraf 722 er vundet på Super Tuesday.

Haley har foreløbigt 89 delegerede i alt, viser optælling fra The New York Times. 46 af dem har hun vundet på Super Tuesday.

Onsdag formiddag dansk tid er fordelingen af de sidste delegerede fortsat i gang.

Værste præsident i historien

Også Demokraterne har holdt primærvalg i en række stater og et territorie. Her har nuværende præsident Joe Biden vundet alle 14 delstater, men lidt nederlag på antal stemmer i det amerikanske territorie Amerikansk Samoa.

Efterhånden som resultaterne er tikket ind i løbet af Super Tuesday, har Biden og Trump rettet skytset mod hinanden.

I en sejrstale holdt fra hans hjem Mar-a-Lago i delstaten Florida rettede Trump fokus mod Bidens immigrationspolitik.

Biden er med Trumps ord den "værste præsident" i historien.

Omvendt anser Biden Trump for at udgøre en trussel mod det amerikanske demokrati.

- Aftenens resultat efterlader amerikanerne over for et tydeligt valg: Skal vi fortsat bevæge os fremad, eller vil vi tillade, at Donald Trump trækker os baglæns ind i det kaos, splittelse og mørk, som også definerede hans præsidentperiode, lyder det fra Biden i en udtalelse.