Truede sæler forsynet med satellitsendere

For første gang nogensinde er det lykkedes for et hold forskere fra Grønlands Naturinstitut og Danmarks Miljøundersøgelser, at forsyne otte spættede sæler, en remmesæl samt en ringsæl med satellitsendere.
15. september 2009 11:08

I den grønlandske Rødliste, er Spættet sæl kategoriseret som ”kritisk truet” mens remmesæler er under kategorien ”ikke nok data til at kunne vurdere status”.

- Det er specielt vigtigt at undersøge, hvor de spættede sæler opholder sig og hvor de søger føde, siger Aqqalu Rosing-Asvid fra Grønlands Naturinstitut, der leder satellitsporingsprojektet. Han forklarer, at den spættede sæl gik drastisk tilbage i Grønland allerede i 1960erne og 1970erne, og siden blev meget sjælden.

Naturinstituttet har også i mange år anbefalet en fredning af den kritisk truede spættede sæl, også North Atlantic Marine Mammal Commission (NAMMCO) anbefaler et stop for fangsten, for at sikre at den ikke udryddes helt i Grønland.