Portørforening vil have bedre organisering og flere kollegaer
- Vi ønsker at blive flere for at kunne følge med de stadigt voksende arbejdsopgaver, siger formanden for Grønlands Portørforening, Ludvig Larsen.
Han mener, at portørerne i Nuuk har så mange opgaver, at de til tider ikke kan nå hurtigt frem, når der er behov for akut assistance.
Antallet af portører i Nuuk blev sidst fastsat i 2004. På Dronning Ingrids Hospital er der 22 fastansatte portører, og med vikarer er de i alt 30. Nu mener de igen, at der er behov for flere medarbejdere.
- Fra 2004 og frem til i dag er arbejdsopgaverne steget voldsomt. Nuuk er vokset markant både i befolkningstal og størrelse. Derfor arbejder vi konstant under stort pres og forsøger blot at følge med de mange opgaver.
Formanden påpeger, at når antallet af patienter og opgaver stiger, er der også behov for flere ansatte.
- Vi ønsker at blive flere, så vi kan håndtere de voksende arbejdsopgaver, så arbejdsdagen ikke bliver så stressende som den er i dag, siger han
Akutte hændelser
Når portørerne i Nuuk er optaget af at transportere patienter, kan de nogle gange ikke komme hurtigt frem til akutte hændelser.
- For eksempel hvis nogen får kramper eller hjertestop, må vi først afslutte den opgave, vi er i gang med, før vi kan rykke ud. Nogle gange går der mange minutter, siger han
Nuuk har omkring 20.000 indbyggere. Ud over byens egne borgere betjener portørerne også patienter, der kommer fra kysten for at modtage behandling.
Ved akutte situationer er der tre portører, som står klar til at rykke ud. Derudover er der tre portører, som transporterer indlagte eller opererede patienter rundt på hospitalet.
- Derudover håndterer vi også afdøde. Vi henter og transporterer patienter fra byen. Det er ud over vores ambulanceopgaver og vores arbejde inde på hospitalet. Det er opgaver, der skal udføres hver eneste dag, påpeger Ludvig Larsen.
Bedre organisering
Formanden for Grønlands Portørforening vurderer, at portørarbejdet bør organiseres anderledes, og hvis det sker, så bør der ansættes flere medarbejdere.
- Det ville give os bedre muligheder for at yde hurtig hjælp i akutte situationer, hvis vi fik de ekstra medarbejdere, der er behov for.
Som formand for Grønlands Portørforening kan Ludvig Larsen se, at det ikke kun er i Nuuk, at der er behov for bedre arbejdsforhold.
- Jeg vil ikke glemme kollegerne på kysten. Vi har også gjort opmærksom på over for sundhedsledelsen og Naalakkersuisoq for Sundhed, at deres arbejdsforhold bør være bedre end de er i dag.
Ludvig Larsen oplyser, at der på landsplan er omkring 70 ansatte portører i Grønland.