Great Greenland med millionoverskud på trods af turbulent år

Garveriet Great Greenland har både hævet omsætningen og skabt et overskud i 2025. Året har både været præget af udfordringer og stor efterspørgsel.
Fangerne har stor betydning for Grønland, og derfor er Great Greenland også en vigtig forretning for landet, fortalte repræsentant for Selvstyret til årets generalforsamling. Foto © : Great Greenland
Skrevet af Emil Weis
05. juni 2026 15:55

Forventningerne til 2025 var egentligt et stort minus på 1,3 millioner kroner for Great Greenland. 

Men i stedet har garveriet formået at få et overskud på 1,6 millioner kroner. 

Det fremgår af et nyt regnskab, som netop er blevet godkendt på Great Greenlands generalforsamling. 

Det positive resultat, som kommer efter et år med minus 1,1 millioner kroner på bundlinjen, skyldes i følge virksomheden selv, at der både har været en højere omsætning og lavere omkostninger end forventet. 

Særligt Great Greenlands internationale afdeling har haft stor succes med både detailsalg, salg til virksomheder og salg i forbindelse med turistsæsonen: 

- Samtidig har efterspørgslen på færdigvarer været så høj, at produktionen i perioder har haft vanskeligt ved at følge med salget, står der i regnskabet. 

Millionstøtte fra Selvstyret

Det er ikke kun overskuddet, som har løftet sig i 2025. Omsætningen er steget fra 14,3 millioner kroner i 2024 til 15 millioner kroner i 2025. 

Indhandlingen af skind fra sæler er til gengæld faldet med næsten 8.000 til 26.672 indhandlet sælskind. 

- Indhandlingen af sælskind har i 2025, trods et fald i forhold til 2024, været på et samlet set tilfredsstillende niveau og er sammenlignelig med indhandlingen i 2023, står der i årsrapporten. 

Det er da også stadigt nødvendigvigt for Great Greenland at få tilskud fra Grønlands Selvstyre for at forretningen løber rundt. 

I 2025 fik fangerne 12,6 millioner kroner i tilskud, og administrationen og omkostninger til indhandling fik 10,4 millioner kroner i tilskud. 

Derudover fik Great Greenlands visitorcenter et tilskud på 2 millioner kroner. Centeret, der ligger i Qaqortoq, har haft et udfordrende år, da der har været ændret i adgangsvejene for krydstogtsturister. 

- Great Greenland er stadig afhængigt af tilskud fra Selvstyret, sagde direktør Aviaja Holm Jensen til generalforsamlingen. 

Ny ledelse

Great Greenlands år har dog også været præget af en række organisatoriske udfordringer. 

I regnskabet kan man læse, at selskabet har kæmpet med ‘tekniske nedbrud, implementering af nyt økonomisystem samt periodevis pres på administrationen’.

Den tidligere direktør, Preben Møller, fratrådte sin stilling sidste år, og det samme gjorde forperson for bestyrelsen Juliane Henningsen Heilmann og to bestyrelsesmedlemmer. 

Den nye direktør Aviaja Holm Jensen og den nye bestyrelse forventer, at omsætningen falder en smule i 2026, og at de kommer ud af året med et overskud 44.000 kroner. 

Great Greenland har i dag en egenkapital på 24 millioner kroner.