Al idræt bliver gratis for børn og unge i Qeqqata

Børn og unge skal væk fra stoffer og alkohol og ind i sportens verden, mener politikere i Qeqqata. Kommunen vil betale alle medlemskaber til idrætsforeninger for unge under 18 år.
Initiativet er inspireret fra Island, hvor det er bevist, at aktive børn og unge får bedre relationer til andre mennesker og en sundere livsstil fra en tidlig alder. Foto © : Camilla Dam/KNR
13. februar 2020 05:49

Uddannelsesudvalget i Qeqqata Kommunia vil have indført sundere vaner hos børn og unge i en tidligere alder. Fra i år indfører kommunen derfor fri adgang til idræt for alle personer under 18 år.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ Ukaleq Slettemark får OL-legat: - Det er en stor anerkendelse

Den frie adgang sker ved, at kommunen betaler kontingentet til alle sportsklubber som en tak for at gøre en forskel for samfundet. Og det skal være muligt uafhængigt af økonomien hos familier i Qeqqata Kommunia.

Inspirationen til projektet kommer fra fra Island, hvor det er bevist, at aktive børn og unge får bedre relationer til andre mennesker og en sundere livsstil fra en tidlig alder.

Her viste det sig dog også, at i familier med børn, som dyrker flere forskellige sportsgrene, blev nogle børn begrænset, fordi forældrene ikke havde råd til at betale kontingenter til flere foreninger.

- Det skal vi væk fra, skriver Qeqqata Kommunia i pressemeddelelsen.

Unge skal yde ekstra for støtten

Men alt bliver ikke helt gratis. Med tiltaget indfører kommunen samtidig en regel om, at idrætsudøvere over 14 år, som får tilskud fra det offentlige til at deltage i sportsstævner og udflugter, skal gøre en god gerning i det lokale samfund. 

LÆS OGSÅ Der var stjernestøv over idrætsverdenen i Katuaq lørdag aften

Det kan være ved at rydde sne ved kommunens institutioner, hjælpe ældre, rydde op i naturen eller andre ting, som kommer det nære samfund til gode. Det skal ifølge kommunen være med til få de unge til vise et socialt ansvar.