Konkurs: TNGG manglede 100 millioner kroner

True North Gems Greenland er gået konkurs, og det var selskabets bestyrelse, der begærede selskabets konkurs, fordi de ikke kunne finde investorer.
Foto © : True North Gems
06. september 2016 13:27

Det bekræfter kurator i selskabets konkursbo, Peter Schriver fra Nuna Advokater, over for KNR.

- Jeg kan bekræfte, at True North Gems Greenland er blev taget under konkursbehandling i går mandag klokken 12.30. Og konkursen blev iværksat på grundlag af en begæring som blev indgivet af selskabets bestyrelse samme morgen, siger True North Gems Greenlands kurator, Peter Schriver fra advokatselskabet Nuna Advokater.

Mineralefterforskningsselskabet er ifølge ham gået konkurs, fordi pengestrømmen ikke er gået True North Gems Greenlands vej. 

- Man manglede simpelthen at skaffe de cirka 100 millioner danske kroner, der skulle til for at komme i gang, siger han.

Læs også True North Gems Greenland er gået konkurs

Men de mulige investorer har ikke ment, at der var penge nok at tjene i rubinminen.

- De har åbenbart ikke vurderet, at indtjeningsmulighederne stod i forhold til den risiko, de har vurderet, at de påtog sig. Men jeg har ikke nærmere kendskab til den enkelte investors årsag til at trække sig, siger Peter Schriver.

Allerede i juli måned manglede selskabet penge, og måtte af samme grund fyre nogle af deres medarbejdere i minen ved Qeqertarsuatsiaat.

Det er endnu er uvist, hvad fremtiden bringer for selskabet, men ifølge Peter Schriver vil man gøre, hvad man kan for medarbejderne og sælge licenserne til nogen, som har stærkere muligheder for at realisere selskabets mål, siger True North Gems Greenlands kurator, Peter Schriver til KNR.

- Vi skal finde en potentiel køber, og vi skal have Selvstyret med til at overføre licenser og så videre. Vi tror, der er en rigtig god mulighed, siger han.

Læs også Millioner af skattekroner gået tabt