Tjekkiet erklærer national sørgedag lørdag efter masseskyderi

Tjekkiets regering har besluttet at erklære national sørgedag 23. december for at mindes ofre for skyderi.
Torsdag skød og dræbte en 24-årig tjekkisk studerende ifølge politiet 14 personer på et universitet i Prag. Foto © : Scanpix
Skrevet af Ritzau
22. december 2023 10:19

Der er erklæret national sørgedag i Tjekkiet på lørdag, for at mindes ofrene for et masseskyderi på et universitet i landets hovedstad, Prag.

Det har landets regering besluttet efter et møde, hvor præsidenten blandt andet deltog. 

Det skriver Reuters.

- Jeg vil udtrykke min store sorg og min hjælpeløse vrede over det unødvendige tab af så mange unge liv, siger Petr Pavel.

Torsdag skød og dræbte en 24-årig tjekkisk studerende ifølge politiet 14 personer på et universitet i Prag. Derudover blev 25 personer såret, hvoraf 10 personer er alvorligt såret.

Den 24-årige var studerende på Karls-universitetet, hvor skyderiet fandt sted, melder politiet.

Den formodede gerningsmands lig blev fundet på universitet. Det står ikke klart, om han dræbte sig selv, eller om han blev skudt af politiet.

Ifølge politichefen i Prag var skyderiet planlagt og muligvis inspireret af udenlandske angreb. 

- Vi har ny, ubekræftet information fra en konto på sociale netværk om, at han angiveligt var inspireret af et terrorangreb i Rusland i efteråret, siger han.

Tjekkiets præsident har i går kaldt skyderet for den mest tragiske hændelse i landets historie:

- Jeg vil udtrykke min store sorg og min hjælpeløse vrede over det unødvendige tab af så mange unge liv, Jeg vil gerne udtrykke min oprigtige medfølelse til alle relaterede til ofrene, til alle, der var til stede under den tragiske hændelse, den mest tragiske i Tjekkiets historie, lyder det fra præsidenten.