Vækstfonden og Greenland Venture investerer i lovende mineprojekt

To nye investorer giver midler til at udvinde anorthosite syd for Nuuk. Greenland Anorthosite Resources' direktør glæder sig til arbejdet.
Anorthosit er et materiale der kan anvendes i produktion af glasfiber og aluminium. Foto © : Greenland Anorthosite Resources
Skrevet af Malik Brøns
03. marts 2020 07:36

De to investeringsfonde Vækstfonden og Greenland Venture ser lovende fremtidsperspektiver for mineprojektet ved Fiskenæsset syd for Nuuk.

Derfor har de to fonde valgt at investere i Greenland Anorthosite Resources, der har planer om at udvinde materialet i området. 

Det oplyser fondene i en pressemeddelelse.

- Anorthosit er et materiale med store anvendelsesmuligheder og miljømæssige fordele, siger Heidi Haurholm-Rasmussen, der er senior Investment manager i Vækstfonden i en pressemeddelelse.

- Greenland Anorthosite Resources’ mine viser meget lovende resultater allerede i de første undersøgelser, både i kvalitet og mængde, tilføjer hun.

Anorthosit er et materiale der kan anvendes i produktion af glasfiber og aluminium.

Vækstfonden: Minedriften vil give arbejdspladser

Både Vækstfonden og Greenland Venture har tidligere sat deres penge i mineprojekter her i landet, og nu får endnu endnu et mineprojekt altså glæde af fondens midler.

- Råstofudvinding og minedrift er centralt i den grønlandske økonomi, og vi glæder os over sammen med Greenland Venture at investere i endnu et lovende mineprojekt i Grønland, som vil bidrage med betydelig aktivitet og arbejdspladser i området i de kommende år, siger Heidi Haurholm-Rasmussen.

Projektet med at bryde anorthosit syd for Nuuk skal ske ved åben minedrift. Her skal der altså graves fra overfladen. Og efter planen skal minen etableres om tre år.

Selskabet er blevet færdige med efterforskningsfasen, hvor man har fundet positive forekomster.

Næste skridt at at lave et udkast til en vurdering af, hvordan projektet vil påvirke miljøet og samfundet. Det bliver Departementet for Råstoffer, der skal godkende vurderingerne, som skal danne grundlag for, at Selvstyret giver selskabet en minelicens, oplyser selskabet.

Den største og bedste i verden

Greenland Anorthosite Resources’ direktør glæder sig over investeringen fra de to fonde, og han ser frem til at komme i gang med at udvinde anorthosite.

- Vi er meget glade for at samarbejde med Vækstfonden og Greenland Venture om udviklingen af denne lovende ressource.

- Vores dybe testboringer har vist, at ressourcen kan blive den største og kvalitetsmæssigt bedste anorthosit-ressource i verden, siger Claus Stoltenborg, administrerende direktør i Greenland Anorthosite Resources.

I første omgang har Greenland Venture og Vækstfonden købt tre procent af aktierne i selskabet, som tilsammen har seks procent.

- Projektet er i en tidlig fase, hvor Greenland Venture og Vækstfonden hver har investeret ca 1,5 mio. kroner. I takt med, at projektet udvikles og der bliver behov for flere midler, forventes de investerede beløb at stige for at bevare Greenland Ventures og Vækstfondens ejerandele, siger Jan Boman på vegne af investorerne.

I Kangerlussuaq, der ligger nordligere i Grønland, findes allerede en producerende anorthosit-mine, Hudson Resources’ White Mountain-projekt, som Greenland Venture også har investeret i.

Den danske fond Vækstfonden og Greenland Venture A/S investerede i Bluejay Minings projekt i Nordgrønland i efteråret med omkring 35 millioner kroner.

Foto © : Greenland Anorthosite Resources

Greenland Anorthosite Resources forventer, at minen skal lige inde i bunden af Kuussuatsiaat dalen.