Tiltalt i voldsom drabssag nægter sig skyldig

En 22-årig mand er på anklagebænken for drabet på en 82-årig kvinde tilbage i januar sidste år. Manden nægter sig skyldig i alle tiltaler mod ham.
Mandag startede en fire dage lang retssag mod en 22-årig mand, der er tiltalt for at stå bag drabet på en 82-årig kvinde, der skete sidste år. Foto © : KNR / Christine Hyldal
30. september 2024 17:26

Denne artikel indeholder voldsomme detaljer

Mandag startede retssagen for at opklare, hvem der står bag drabet på en 82-årig kvinde, der skete i januar sidste år i Nuuk.

På anklagebænken sidder en 22-årig velklædt mand i jakkesæt, som nægter sig skyldig.

Alligevel mener specialanklager Signe Egsgaard, der fører sagen for Grønlands Politi, at politiet har en stærk sag.

- Det har været en stor efterforskning, og jeg synes, Grønlands Politi har gjort et godt og stort stykke arbejde i efterforskningen af sagen, og det glæder jeg mig til at præsentere for retten de kommende dage.

- Det er mit indtryk, at vi har en stærk sag, siger hun til KNR

Tiltaltes forklaring

Udover drabet er han anklaget for voldtægt, usømmelig omgang med lig og brandstiftelse, men han nægter sig skyldig i alle anklager mod sig og vil ikke udtale sig til retten.

Og det var egentlig det, en del af dagen skulle være gået med - at den tiltalte forklarede sig. 

Så for at give retten en ide om, hvad der ifølge den tiltalte var sket den januar morgen i 2023, på trods af, han ikke ville udtale sig, læste specielanklageren den forklaring op, som manden havde givet til politiet under hans fremstilling i februar 2023.

Inden Signe Egsgaard læste tiltaltes forklaring fremhævede hun i retten, at brandvæsenets røgdykkere fandt den 82-årige kvinde nøgen på sengen, og at der var skåret i liget.

Retten så billeder af liget, men de blev på grund af den voldsomme karakter kun vist for forsvar, dommeren og domsmændene.

Helt grådkvalt

Den 22-årige mand sad under anklagerens fremlæggelse af sagen med foldede hænder og kiggede ned i bordet eller stirrede stift ud i luften uden at fortrække en mine.

Men det ændrede sig, da snakken faldt på de voldsomme billeder, der kun blev vist for få af dem, der var til stede i retten.

Her faldt manden helt sammen og kunne ikke holde tårerne tilbage. Han snøfte højlydt, sad med ansigtet gemt i hænderne, mens tårerne bare trillede.

Han var så påvirket, at sagen for en stund blev afbrudt. Efter pausen var han noget mere fattet igen.

Video og lydfiler

Under oplæsningen af hans forklaring fra sidste år kom det frem, at manden ikke kener hverken den afdøde kvinde eller hendes familie, men til politiet erkendte han, at det var ham, der satte ild til lejligheden. Han huskede dog ikke andet, og først kom til sig selv, da branden var startet.

Manden forklarede også til politiet, at han var fuld og påvirket af Ritalin, læste specialanklageren op.

Af forklaringen fra sidste år blev der også læst op, at han ikke husker, om han har gjort noget ved den 82-årig kvindes lig, som han nu er tiltalt for. Men han erkendte, at han har været i den ældre kvindes lejlighed på gerningstidspunktet. Til trods for hans tidligere forklaring, nægtede han sig skyldig i retten mandag.

Derudover kom det frem i retten mandag, at manden havde en videofil til at ligge på sin telefon, der viser en kvinde, der bliver halshugget, og en lydfil, som han har fundet på sociale medier, hvor gerningsmanden fra parteringsdrabet i Ilulissat i 2022 fortæller om sit drab.

Til begge filer har den tiltalte sagt til politiet i februar sidste år, at han synes, det var uhyggeligt, læser Signe Egsgaard op i retten. Og at den 22-årige kun har hørt lydfilen fra parteringsdrabet en gang, fordi den var så ‘uhyggelig’.

Fordi manden ikke ville udtale sig mandag, kan retten ikke komme videre før vidner har afgivet deres forklaringer. Vidneafhøringer tager retten hul på tirsdag. Mandag eftermiddag blev derfor brugt på at afspille videoafhøringer af to børn, fordi manden også er tiltalt for at have blufærdighedskrænket en pige tilbage i 2022.

Sagen om drabet forsætter i morgen og ifølge anklageren falder der dom torsdag.